Fetai nedlagde FCN

Lyngby tog et nyt skridt mod overlevelse i Superligaen med 1-0 sejren over FC Nordsjælland

Lyngby vandt 'slaget om Sjælland' mod FCN. (Foto: Jens Dresling)
Lyngby vandt 'slaget om Sjælland' mod FCN. (Foto: Jens Dresling)

Eksperterne har travlt med at sende Lyngby ned i den næstbedste række, men de blåblusede sjællændere har tilsyneladende ikke tænkt sig at høre efter.

I hvert fald snuppede Lyngby samtlige tre point i søndagens nedrykningsslag mod FC Nordsjælland på det mål, Bajram Fetai sendte i kassen mod sin gamle klub straks efter pausen.

Og stik imod den kedelige tendens fra tidligere kampe, så lykkedes det denne gang at holde buret rent til slutfløjtet, mens gæsterne for første gang i seks kampe måtte gå målløse i bad.

Bortset fra sejren fik tilskuerne dog ikke meget at glæde sig over i en noget pauver forestilling, hvor der var langt mellem chancerne.

Gæsterne var dog marginalt bedre end hjemmeholdet, men det varede kun til begyndelsen på anden halvleg, hvor Fetai effektfuldt hamrede bolden i nettet.

Resultatet sender Lyngby forbi både FCN og AaB og helt op på tabellens syvendeplads.

Der er dog fortsat kun to point ned til stregen, så Lyngby-lejren har fortsat meget arbejde at gøre, hvis det skal blive til endnu en sæson i den bedste række.

Se startopstillinger, udskiftninger og øvrige udskiftninger her

0 kommentarer
Vis kommentarer