Rieks matchvinder i livligt bundgys

Der var frustrationer og toptænding i pausen, da Lyngby og Esbjerg leverede en aldeles underholdende omgang i mandagens SAS ligaopgør, der blev krydret med to flotte langpiv

Esbjergs Søren Rieks (tv.) jubler sammen med sine holdkammerater efter sin afgørende scoring til 2-1 i slutminutterne. (Foto Jens Dreisling)
Esbjergs Søren Rieks (tv.) jubler sammen med sine holdkammerater efter sin afgørende scoring til 2-1 i slutminutterne. (Foto Jens Dreisling)

Aftenens bundgyser i Lyngby blev en seværdig omgang set med underholdningsbriller på.

Et energisk gennembrud i højre side af Esbjergs Jeppe Mehl kort før tid sikrede dog afgørelsen og ufatteligt vigtige tre point til gæsterne:

Mehls indlæg/skud på mål blev tæt under kassen skubbet op i nettaget af Søren Rieks til 2-1-sejr til jyderne.

Begge hold ville spille fodbold fremad banen, og i stedet for et defensivt slag med vægt på sikkerheden blev der afsluttet flittigt i begge ender gennem det meste af kampen - det hele krydret med to flotte langskudsmål.

Esbjerg blev ramt på taktikken allerede inden kampen, da angriber Jesper Lange fik en skade under opvarmningen og måtte forlade banen til fordel for Tim Janssen.

David Boysen havde kampens første store chance for Lyngby efter tolv minutter, men misbrugte. Opgøret forløb forsigtigt de første 26 minutter, indtil Bajram Fetai tog sagen på egne fødder:

Uden for feltet løftede han flot bolden med venstre fod og over til højrepoten, hvorefter han hamrede kuglen i kassen til et smukt føringsmål. Herefter blev kampen mere underholdende, og begge hold kom til afslutninger.

Kort efter pausefløjt udviklede sagerne sig dramatisk, da spillerne røg i totterne på hinanden på vej til pausen. Især Peter Madsen og gæsternes Kevin Conboy gik til hinanden, og de måtte trods spilstop modtage en advarsel hver for balladen.

Fra anden halvlegs start forblev Lyngbys anfører Morten Bertholdt i kabinen grundet en forstrækning.

Elleve minutter inde i de sidste 45 minutter ville Esbjergs Arnór Smárason også lege kanonkonge fra distancen: Godt 30 meter ude tog islændingen chancen, og hans brag af et skud fandt nettet via hænderne på Lyngbys keeper Rune Pedersen.

Efter udligningen fik Esbjerg lagt udmærket tryk på, og vestjyderne jagtede sejren. I det 66. minut kunne Tim Janssen havde bragt gæsterne foran, men hollænderen leverede fra to meter og i helt fri position en afbrænder, der må ligge på årets top 5 over kæmpe kogere.

Chancerne faldt nu i jævn takt fra begge klubber, og det lugtede af flere mål. Og det faldt altså kort før tid med en flok jublende gæster til følge.

Et nederlag til Esbjerg ville have isoleret klubben i bunden sammen med AaB med hele syv point op til Lyngby. Nu kan mandagens vinderhold tydeligt skimte Lyngby og FCN over stregen med hhv. et og tre point til de to klubber.

Lyngby spiller torsdag holdets udsatte kamp mod FC Midtjylland.