Han styrer Superligaens discounthold

Fra banken til bænken: Lyngbys træner har taget orlov fra topjob i Danske Bank for at stå i spidsen for Superligaens laveste spillerbudget

Niels Frederiksen har taget 12 måneders orlov fra Danske Bank for at koncentrere sig fuldt og helt om en mission, der på forhånd ser uoverkommelig ud: Han skal forsøge at trodse fodboldens naturlove ved at sørge for, at Lyngby overlever i Superligaen.  (Foto: Gregers Tycho)
Niels Frederiksen har taget 12 måneders orlov fra Danske Bank for at koncentrere sig fuldt og helt om en mission, der på forhånd ser uoverkommelig ud: Han skal forsøge at trodse fodboldens naturlove ved at sørge for, at Lyngby overlever i Superligaen. (Foto: Gregers Tycho)

Historien om Niels Frederiksen er enestående i dansk topfodbold. Aldrig tidligere har en mand med et lignende cv stået i spidsen for et hold i landets bedste fodboldrække.

Han er uddannet cand.oecon, og har siden 1996 arbejdet for Danske Bank, hvor han har været underdirektør og senest chef for en enhed, der har med ’performance management inden for HR’ at gøre.

– Mit job har været at kigge på, om vi har de rigtige mennesker på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter til den rigtige løn, sådan lidt forenklet fortalt, fortæller Niels Frederiksen.

Han har netop påbegyndt sin 12 måneders orlov fra bankmastodonten for at kunne koncentrere sig fuldt og helt om en mission, der på forhånd ser uoverkommelig ud:

Han skal forsøge at trodse fodboldens naturlove ved at sørge for, at Lyngby overlever i Superligaen.

Risiko for nedrykning

– Jeg antager, at du som bankdirektør kan lægge to og to sammen, og at du arbejder med begreber som statistik og videnskab. Hvordan vil du gennem brug af statistik og videnskab overbevise Ekstra Bladets læsere om, at Lyngby vil overleve i Superligaen?

– Statistikker skal tages med et vist forbehold, for de bliver jo brudt indimellem!

– Selvfølgelig viser statistikken, at man som oprykkerhold har en stor risiko for at ryge ned.

Men vi ser jo eksempler på oprykkerhold, der klarer sig rigtig godt. Dem, der ikke falder ind i statistikken, er dem, der finder deres små nicher.

– Men er det ikke sådan, at de oprykkere, der har klaret den, har været meget defensivt orienterede, og at Lyngby på den anden side altid har været meget offensive?


– Vi har en meget simpel målsætning, der hedder top-10.

– Vi ved godt, vi skal spille fodbold på en lidt anden måde, end vi har været vant til, hvis den målsætning skal opfyldes.

– Jeg er ikke romantisk på nogen måde. Det vigtigste for mig er, at vi får de point, der skal til for at klare os, og så spiller vi på den måde, der skal til.

– Så kan det godt være, vi ikke er dygtige nok. Så ryger vi ud igen, og det må vi så gøre, men vi ryger ikke ud, fordi vi har en naiv tilgang til tingene og tror, vi bare kan spille frem ad banen og undgå at forsvare os.

– Hvor ser du lighedspunkter mellem at være toptræner og toperhvervsmand?


Som at være direktør
– Jeg sammenligner lidt det at være Superligatræner med det at være administrerende direktør i en mellemstor dansk virksomhed. Der er rigtig mange kompetencer, du skal kunne.

– Der er alt det fodboldfaglige, men der er også rigtig meget omkring ledelse, omkring kommunikation og hele interessenthåndteringen, altså sponsorer, investorer, fans og presse.

– Så er der strategi og finansiel forståelse. Mange af de kompetencer er nogle, jeg har fået via mit virke i erhvervslivet.

– Når –  eller hvis –  du ryger tilbage til Danske Bank om et år, har du så lært noget, du kan bruge i dit civile job?


– At være træner er et pres her og nu. Der er kontant afregning. Hver weekend er det som at aflevere et kvartalsregnskab. Det pres tror jeg, jeg kan lære noget af og tage med mig tilbage til banken, siger Niels Frederiksen.

Om han så tager tilbage til Danske Bank om 12 måneder, forlænger sin orlov efter en fantastisk Lyngby-overlevelse eller får et los i rumpetten, når nordkøbenhavnerne efter 16 spillerunder fortsat ikke har opnået et point, det vil tiden vise.

Der er jo kontant afregning, som bankdirektør Frederiksen påpeger.

Følg Lyngby-AaB live på ekstrabladet.dk fra klokken 19.00...

Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen