Pointstraf drev Lyngby-spillerne til sejr

Lasse Rise-sagen og de tre strafpoint har skærpet Lyngby-spillerne, som mandag fik en tiltrængt sejr mod AaB.

Endelig sejr til Lyngby (Foto: POLFOTO/Jan Dagø)
Endelig sejr til Lyngby (Foto: POLFOTO/Jan Dagø)

De kan stadig huske sejrssangen, Lyngby-spillerne.

Efter mandagens 2-1-sejr ude over AaB gjaldede den i korridorerne under Energi Nord Arena, og det skyldtes - foruden sejren - også den pointstraf, som Lyngby løb ind i den forgangne uge i den såkaldte Lasse Rise-sag om ikke-godkendte tillægsaftaler.

Lyngby hev sig selv op
Sammen med den dårlige stime på fire nederlag i træk har sagen skabt en trodsreaktion, som kom Lyngby-spillerne til gode mod AaB.

- Vi har ikke spillet godt i et par kampe, og vi har taget fat i os selv og sagt 'nu er det nu'.

- Så er det også klart, at i og med, at den sag er kommet, så gav det måske lidt ekstra i dag. Vi har ladet det ligge og bare koncentreret os om det sportslige, siger Lyngby-talentet Emil Larsen.

Det startede ellers skidt for bundholdet, der kom bagud efter bare seks minutter, men som takket være et mål af netop Emil Larsen kunne gå til pause med 1-1.

- Det var et slag at komme bagud, og da jeg kiggede rundt, hang alle lidt med hovederne. Men da vi lige havde slugt den, fik vi knoklet godt på, og heldigvis lykkedes det. Vi er rigtigt glade for tre point, siger Emil Larsen.

Aabech håber på succes
De tre point kom i hus takket være sejrsmålet af Kim Aabech, der samtidig scorede sit første sæsonmål.

Også han har haft sit at se til med disciplinærsager uden for banen, men nu håber han, at lykken er vendt.

- Jeg har haft mange problemer, men de er lagt på hylden nu. Jeg har haft en god snak med Niels (Frederiksen red.) og har fået en lidt mere fri rolle på banen, og det gav pote i dag, siger Kim Aabech.