Drømmekamp: Absurd mål-orgie endte med OB-mareridt

Lyngby og OB gik til makronerne i en målfest, hvor Patrick da Silva sikrede Lyngby sejren på 4-3 med scoring dybt inde i overtiden

Highlights: OB og Lyngby leverer pragtkamp med to drømmemål, drop og sen matchvinder

LYNGBY (Ekstra Bladet): Opgøret blev fløjtet i gang kl. 14. Et lille kvarter senere begyndte kampen!

Ikke én sølle afslutning præsterede to broderende og påpasselige mandskaber, men så kom eksplosionen, og det, der i 14 minutter lignede en kandidat til efterårets hidtil kedeligste gang Superligabold, forvandlede sig til en mindre syndflod af flotte scoringer og et markant Lyngby-pres.

Patrick da Silva blev lokal helt og skal formentlig have taget mål hos den lokale bronzestøber en af de kommende dage, efter han i de døende sekunder sikrede de kongeblå sejren med scoringen til 4-3!

Først hamrede Issam Jebali med venstrebenet kuglen helt op i den fjerne krog til fynsk føring efter præcis 14 minutter, og det passede tydeligt den hidtil noget uskarpe og tungt kørende tuneser godt.

10 minutter senere kæmpede hjemmeholdet en forgæves oratorisk kamp for at blive tilkendt et straffespark begået af Jacob Barrett, men OB’eren slap med skrækken. Det gjorde Lyngby så til gengæld også sekunder senere i den anden ende, hvor Thomas Mikkelsen fornemt parerede en helt fri Bashkim Kadriis flade forsøg.

OB’eren blev i stigende grad presset ned i eget felt af de ukuelige optimister i blåt, og det gav bonus på et hjørnespark, hvor Nicolai Geertsen med et afsindigt pandedrøn headede kuglen i kassen, mens Ramon Leeuwin stod skoldet tilbage.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var i det 28. minut, og blot ni minutter senere blev det 2-1, da et længere Lyngby-pres efter et frispark endte hos André Riel, der med højre lår lagde til rette for sit venstreben og med ydersiden flækkede og skruede bolden ind tæt på trekant-sammenføjningen.

Marcel Rømer havde kort før pausen chancen for at øge føringen, da hans skud blev rettet af til hjørne. Ikke én fynsk kat kunne have protesteret, hvis hjemmeholdet inden pause, pølse og oratorisk skønsang havde ført større end 2-1.

Den hotte nordmand Sander Svendsen brændte så kort efter pausen en monster-chance, da hans og Bashkim Kadriis flotte samarbejde sendte manden fra Molde helt fri med Thomas Mikkelsen. Men Sander Svendsen skal fortsat lede langt efter scoringer væk fra den trygge hule i Odense, og han sendte kuglen højt over mål.

OB fik lov at sidde på spillet efter pausen, men bortset fra Sander Svendsens spildte mulighed, kreerede gæsterne ikke det vilde mod de kongeblå, der satsede benhårdt på omstillinger.

Moses Opondo spildte en bold, der gav en kontra til Lyngby, og fansene skrev forgæves på straffe, mens dommer Aydin Uslu prompte slog afværgende ud med begge arme.

Artiklen fortsætter under billedet ...

OB nåede både at bringe sig foran og  komme på omgangshøjde senere, da Lyngby havde slået tilbage. Men til syvende og sidst var Issam Jebalis scoring til 1-0 ingen point værd. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
OB nåede både at bringe sig foran og komme på omgangshøjde senere, da Lyngby havde slået tilbage. Men til syvende og sidst var Issam Jebalis scoring til 1-0 ingen point værd. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

3-1 faldt dog direkte på frispark 12 minutter før tid, da Rezan Corlu hakkede bolden op mod krogen – og Oliver Christensens næver. Men OB-keeperen fik ganske enkelt fumlet bolden ind over stregen.

Bashkim Kadrii hamrede dog få minutter senere OB på 3-2 med et behersket aftræk fladt ind i det korte hjørne, og så levede spændingen igen for fuld udblæsning i Lyngby.

Det skulle blive endnu sjovere – set fra en stribet vinkel – da netop indskiftede Mathias Greve på Sander Svendsens indlæg fem minutter før tid kunne sætte indersiden til tæt under mål og udligne til 3-3.

Minuttet efter var Jeppe Tverskov tæt på at få bolden i kassen, og kuglen dansede faretruende tæt forbi Lyngby-målet ved flere lejligheder, mens de fynske fans på flanken pludselig fik tunet stemmebåndene.

Men så tog fanden ved Patrick da Silva, der udnyttede en kæmpe fejl af Ramon Leeuwin, styrtede mod kassen og to minutter inde i overtiden fik stadion til at eksplodere med et fladt skud i det lange hjørne.

Se også: Superligaens travleste mand: Har kun haft to fridage i år

Se også: Bundesligaen går fyringsamok: Tredje træner ryger på en uge

Oliver i sengen efter operationen. Privatfoto Sport og Spil - Hvis ikke du bliver opereret, dør du

75 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere