I kikkerten hos storklub

18-årige Frederik Winther kan blive det næste store salg fra Lyngby – tysk topklub så ham efter i kortene mod AGF

Frederik Winther (midt i billedet) bliver det næste store salg fra Lyngby. Han er et stort forsvarstalentmed et enormt potentiale. Foto: Lars Poulsen.
Frederik Winther (midt i billedet) bliver det næste store salg fra Lyngby. Han er et stort forsvarstalentmed et enormt potentiale. Foto: Lars Poulsen.

Det er kun to måneder siden han forlængede sin kontrakt frem til udgangen af 2023.

Men Lyngby kommer med garanti ikke til at holde på det 18-årige stortalent Frederik Winther så længe.

Han er et af Superligaens nye stjerneskud, den venstrebenede spillende stopper, der kan minde lidt om den unge udgave af Andreas Bjelland i spillestilen.

Winther har fået fuld spilletid i tre mandsforsvaret for Lyngby i alle fire kampe hidtil i sæsonen.

Leipzig så med
Mandag aften sad der, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, repræsentanter på Lyngby Stadion fra den tyske topklub RB Leipzig og fra østrigske RB Salzburg for at se nærmere på ét af Superligaens største forsvarstalenter.

De tyske og østrigske spioner fik set, at Frederik Winther har et enormt potentiale, men naturligvis ikke er færdigudviklet endnu, fordi han ikke har spillet mange kampe på højeste niveau.

Han fik sin debut i foråret i 1. division og har altså blot spillet 14 kampe på Lyngbys bedste mandskab.

- Det er fantastisk den chance, jeg har fået i Lyngby. Det går lidt hurtigere i Superligaen, men jeg synes efterhånden, jeg er ved at vænne mig til tempoet, forklarer Frederik Winther.

Frederik Winther bliver det næste store salg fra Lyngby. Mandag sad RB Leipzig på tribunen for at holde øje med den talentfulde midtstopper. Foto: Lars Poulsen.
Frederik Winther bliver det næste store salg fra Lyngby. Mandag sad RB Leipzig på tribunen for at holde øje med den talentfulde midtstopper. Foto: Lars Poulsen.
 

 

Skal op i 3.G
Hvad tænker du, hvis der allerede her i sommerens transfervindue dukker en mulighed op om et skifte til udlandet?

- Det er meget svært at svare på. Lige nu er jeg utrolig glad for at være i Lyngby. Jeg spiller fast på et hold i Superligaen, og det betyder meget for min udvikling, forklarer Frederik Winther.

Den 18-årige stopper, der også spiller på det danske U19-landshold, starter 15. august i 3.G på Gammel Hellerup Gymnasium.

Skolen har høj prioritet, men fodbolden i Lyngby spiller også en vigtig rolle for ham.

- Jeg har en aftale med skolen om, at jeg godt kan deltage i formiddagstræningen i Lyngby, forklarer Frederik Winther.

Frederik Winther kan sagtens blive et endnu større salg end Maurits Kjærgaard, der blev solgt for lidt over en måned siden til RB Salzburg. Østrigerne betalte 20 mio. kr. for det 16-årige stortalent. En pris, der kan stige til 30 mio. kr., hvis Maurits Kjærgaard fortsætter den positive udvikling de kommende år.

Se også: Målhelten efter AGF-skalp: Vi kan drille de fleste

Se også: Krisen kradser i AGF: - Det er en katastrofe

Se også: Hylder Brøndby-teenagere: - Minder om Daniel Agger

8 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere