Jagter gratis Lyngby-folk: Stjernen smutter og flere kan følge ham

Lyngbys offensive omdrejningspunkt Mikkel Rygaard vælger ifølge Ekstra Bladets oplysninger at ophæve sin kontrakt med den trængte Superliga-klub. Flere andre kan også være på vej væk

BLIV KLOGERE PÅ LYNGBY-KRISEN HER - STIL DIT SPØRGSMÅL NEDERST

Lyngby-spillerne har fortsat ikke fået løn og kan nu smutte gratis.

Truppens påkrav om udbetaling af januar-lønnen udløb, da tirsdag blev til onsdag. Da lønnen helt som ventet ikke faldt, kan spillerne nu ophæve kontrakten med henvisning til, at den er misligholdt fra klubbens side.

Spillerforeningen og Spillerådet anbefaler spillerne ikke at benytte sig af denne mulighed allerede nu, da de mener, at der fortsat er en mulighed for en redning af klubben.

De anbefales i stedet til at vente til og med fredag.

Det er dog ikke alle, der kommer til at følge det råd. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger vælger Mikkel Rygaard at benytte sig af retten, og svenske Simon Strand er efter alt at dømme også snart ude af døren.

Flere kan følge dem ud af den økonomisk trængte klub, der dog kunne glæde sig over, at hele førsteholdstruppen var mødt op til onsdagens formiddagstræning. Spørgsmålet er så bare, hvor mange der møder op de kommende dage...

En af dem, der meget gerne skulle møde op, er Mayron George. Lyngbys topscorer står i en problematisk situation. Han er stadig lønnet af Randers FC, mens Lyngby betaler en lejeafgift til kronjyderne.

Derfor er han faktisk spærret fra et skifte retur, da transfervinduet er lukket. Randers FC forsøgte at hente ham retur i januar, men det afviste Lyngby dengang. Derfor skal Lyngby ud i en konkurs, for at Mayron Georges situation ændrer sig.

Så i første omgang er George ikke blandt de gratis glæder i Lyngby, men der er masser af andre spillere, som interesserede klubber kan hapse.

Rygaard i en aktion med Kvist. Foto: Jens Dresling.
Rygaard i en aktion med Kvist. Foto: Jens Dresling.

Mikkel Rygaard

Den 27-årige kreatør var en lille åbenbaring i Superligaen i sidste sæson og er hjernen på Lyngby-holdet. Han er ikke blandt de hurtigste spillere, men tænker hurtigere end de fleste og er interessant for mange klubber i både ind- og udland.

Han har valgt at ophæve sin aftale, og mangler ikke bejlere i Superligaen. David Nielsen var meget glad for Rygaard i Lyngby, men den blonde midtbanespiller har hidtil ikke haft lyst til at tage til AGF. FCN, OB og Brøndby er også muligheder.

***

Casper Højer i aktion mod Brøndby. Foto: Jens Dresling.
Casper Højer i aktion mod Brøndby. Foto: Jens Dresling.

Casper Højer Nielsen

Venstrebacken skrev allerede midt i januar kontrakt med AGF, hvor han bliver genforenet med David Nielsen. Den aftale stod til at træde i kraft efter sommerferien, men 23-årige Højer har nu ophævet sin aftale med Lyngby og skifter til det århusianske her og nu.

Inden lukningen af transfervinduet forsøgte AGF at hente ham, men kunne ikke blive enige med Lyngby om prisen. Nu har de fået ham gratis.

***

Jesper Christjansen jagter bolden imod Helsingør. Foto: Jens Dresling.
Jesper Christjansen jagter bolden imod Helsingør. Foto: Jens Dresling.

Jesper Christjansen

Det tidligere Brøndby-talent er blandt de mest arbejdsomme spillere i Superligaen. 30-årige Christjansen er stærk i duellerne, fighter altid i 90 minutter og har et godt bundniveau, der gør ham interessant for andre.

Der har tidligere været interesse fra Belgien, og herhjemme er AGF et godt bud på en mulig næste destination. Familiære forhold kan dog betyde, at han helst vil blive i det storkøbenhavnske.

***

Simon Strand blev hentet til Lyngby i januar. Foto: Lyngby-boldklub.dk
Simon Strand blev hentet til Lyngby i januar. Foto: Lyngby-boldklub.dk

Simon Strand

Den svenske back blev i starten af januar købt i svenske Östers for ca. 550.000 kr. Den 24-årige forsvarer kom til en klub med økonomiske problemer, og den første løn venter han stadig på.

Han har benyttet sig af retten til at ophæve kontrakten, og alt peger på en retur til hjemlandet. Djurgården har været meldt interesseret, men ifølge svenske DT skifter han til oprykkerklubben Dalkurd.

***

Gustav Marcussen

U20-landsholdsspilleren er den nok mest interessante af de unge spillere i Lyngby-truppen. Kantspilleren sparker godt med begge ben, er teknisk stærk, har en rimelig hurtighed og er meget direkte i sit spil.

Indtil nu er det kun blevet til indhop i Superligaen, men han virker som en spiller, der i løbet af relativ kort tid ville kunne gøre sig gældende.

***

Kim Ojo i en kamp mod FC Nordsjælland. Foto: Jens Dresling.
Kim Ojo i en kamp mod FC Nordsjælland. Foto: Jens Dresling.

Kim Ojo

En gratis angriber er noget, der kan få en sportsdirektør til at smile. Store, stærke Kim Ojo har scoret tre gange i ti Superliga-kampe i denne sæson og vil være interessant for klubber, der efter transfervinduets lukning stadig mangler en fysisk stærk angriber.

Den 29-årige nigerianer har et pænt cv, og især i norsk fodbold har han lavet mange mål. 

***

Bror Blume har i flere sæsoner været en vigtig brik hos Lyngby-mandskabet. Foto: René Schutze.
Bror Blume har i flere sæsoner været en vigtig brik hos Lyngby-mandskabet. Foto: René Schutze.

Bror Blume

26-årige Blume har de seneste sæsoner vist sig som en ganske habil Superliga-spiller. Han er måske ikke den, man lægger allermest mærke til, men både for David Nielsen og Thomas Nørgaard har han været vigtig.

Han kan dække de fleste pladser på midtbanen, og den alsidighed og et fornuftigt bundniveau gør ham interessant for flere Superliga-klubber. Han har også valgt at ophæve sin kontrakt.

***

Saeid har ikke nået at spille en officielt kamp for Lyngby. Foto: AP
Saeid har ikke nået at spille en officielt kamp for Lyngby. Foto: AP

Mohammed Saeid

Lyngby mente, at klubben gjorde et scoop, da den kort før nytår hentede svenske Saeid i den amerikanske MLS-liga. Den 27-årige midtbanespiller, der fik sin fodboldopdragelse i West Bromwich Albion, er hurtig og teknisk stærk.

Han har solid erfaring fra både MLS og Allsvenskan og burde kunne finde sig en ny klub. Foreløbig ser han dog ud til at afvente situationen.

***

Oliver Kjærgaard

Den 19-årige midtbanespiller er blandt de mere interessante spillere i sin årgang. Han fik allerede debut for De Kongeblå, da klubben lå i 1. division og har også fået minutter i Superligaen.

Ungdomslandsholdsspilleren har stadig noget at lære, men har potentialet til at blive en god Superliga-spiller, hvis han ender i de rette omgivelser.

LIVE
13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere