Kassen er tom!
Lyngbys ejere, Hellerup Finans, har garanteret for driften i Lyngby Boldklub i foråret, men garantien er stillet uden sikkerhed for, at pengene er i kassen.
For studerer man nærmere på Hellerup Finans A/S og Hellerup Finans Holdings årsregnskab er det småt med kontanter i kassen.
Der er ikke en krone tilbage i kassen hos Hellerup Finans A/S. I holdingselskabet er der beskedne 200.000 kr. i likviditet. Og det kommer man ikke langt med, når der skal betales mere end én mio. kr. i lønninger om få uger til en superligatruppen.
Skal ud at skaffe penge til drift
Hellerup Finans har heller ingen værdier gemt på kistebunden, hvor egenkapitalen i de to selskaber samlet er i minus med 92 mio. kr., viste det seneste årsregnskab.
Da Hellerup Finans garanterede for driften i Lyngby, skete det i håbet om, at man hurtigt kan skaffe midler.
Lyngby Boldklubs formand, Torben Jensen, har kun ønsket at besvare skriftlige spørgsmål.
- Har Hellerup Finans solgt ejerandel fra i Lyngby Boldklub, som dermed finansierer driften de kommende måneder i klubben?
- Nej, skriver Torben Jensen.
- Hvorfra kommer midlerne til driften af Lyngby Boldklub de kommende måneder?
- Fra den kapitalisering Hellerup Finans laver, skriver bestyrelsesformand Torben Jensen.
Sagt med andre ord, skal Hellerup Finans først skaffe midlerne til at sikre lønnen til spillerne i Lyngby.
I dag er der således ingen garantier for, at pengene kommer hjem.
Hellerup Finans har i dag ejerandele i Cembrane A/S, Injecto A/S og Just-Sold A/S, hvorfra der kan skaffes kapital ved at sælge aktierne i nævnte selskaber.
Et gran salt
Morten W. Langer, redaktør for økonomisk ugebrev, er stærkt skeptisk over for situationen i Hellerup Finans.
- Når Hellerup Finans har garanteret for driften af Lyngby Boldklub frem til udgangen af maj, skal man nok tage det med et gran salt.
- Hellerup Finans befinder sig i en kritisk situation. Det er rimeligt at være skeptisk overfor, hvordan Hellerup Finans kommer med likviditet til driften, siger Morten W. Langer fra Økonomisk Ugebrev til Ekstra Bladet.
Lyngbys ejere, Hellerup Finans, forventer at få 45 mio. kr., når salget af klubben formodentlig inden udgangen af måneden er effektueret
97,15 procent af aktionærerne har givet tilsagn om at sælge til kurs 1,25 pr. aktie. Det resulterer i en samlet pris på 45.289.144 kr.
- Hvornår forventer I, at en endelig aftale med køber af Lyngby Boldklub er forhandlet på plads?
- Svært at sige, skriver Torben Jensen i sit svar på mail.
Meldingerne fra Hellerup Finans er, at forventningen er et underskud i Lyngby i år på 8,3 mio. kr.
Lige nu er udfordringen at skaffe penge til driften de kommende måneder. Det handler kort og godt om liv og død for Lyngby.
Selskabet bag Lyngby Boldklub leverer blodrøde tal