Lyngby forlænger med forsvarsveteran

Thomas Guldborg Christensen har fået forlænget aftalen med DM-bronzevinderne, så den løber i næste sæson

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Fodboldklubben Lyngby har forlænget kontrakten med veteranen Thomas Guldborg Christensen, så den også gælder i den kommende sæson.

Den 33-årige forsvarsspiller var ifølge Lyngbys hjemmeside kun på banen i to ligakampe i sidste sæson, men han har alligevel spillet sig til en forlængelse.

- "TC" er en kæmpe bidragyder både på og uden for banen, siger Lyngbys træner, David Nielsen, til hjemmesiden.

- Han er vigtig for vores mentalitet, og samtidig er han nu 100 procent frisk efter sin operation i efteråret. Det så vi beviset for, da han gik direkte ind på Brøndby Stadion og lukkede ned for Brøndby i 94 minutter.

- Det var et stærkt comeback, som vi siden hen har bygget videre på, og derfor er vi glade for at have forlænget aftalen med "TC” siger træneren.

Thomas Guldborg Christensen er en af Superligaens veteraner, om end han også flere gange har spillet i den næstbedste række og optrådt for svenske Hammarby og islandske Valur.

Forsvareren, der nåede 32 landskampe for Danmark på diverse ungdomslandshold, fik debut i Superligaen for AB, da han endnu var teenager.

Senere spillede han for blandt andre Viborg, Vejle, Herfølge og HB Køge.

For to år siden kom han til Lyngby fra Valur på en toårig kontrakt, som nu altså er blevet forlænget.

I sin første sæson i Lyngby var Thomas Guldborg Christensen med til at rykke op i Superligaen, og i den forgangne sæson sikrede klubben meget overraskende DM-bronze.

- Jeg er selvfølgelig super glad for, at jeg har fået forlænget min kontrakt. Da jeg blev opereret i efteråret, var mit første mål naturligvis at blive klar igen.

- Det andet mål var at få forlænget min kontrakt, så jeg er enormt stolt over, at begge dele er lykkedes, siger Thomas Guldborg Christensen.

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere