På vej til Brøndby: - Jeg var nervøs for karrieren

Rezan Corlu har fået karrieren på ret køl i sin tid i Lyngby, ligesom han har været afgørende for klubben denne sæson

Lyngbys helt store profil denne sæson, Rezan Corlu, er fuldt fokuseret forud for sin sidste, vigtige kamp for klubben. Foto: Jonas Olufson
Lyngbys helt store profil denne sæson, Rezan Corlu, er fuldt fokuseret forud for sin sidste, vigtige kamp for klubben. Foto: Jonas Olufson

Øjnene blev hurtigt rettet mod Lyngbys nummer 10, da de kongeblå kom bagud i det første opgør af nedryknings-duellen mod Hobro.

Og den teknisk stærke Rezan Corlu leverede, som han har leveret denne sæson for Lyngby. Først med en scoring fra kanten af feltet og siden med et godt oplæg til Frederik Gytkjær, var Corlu arkitekten bag det solide udgangspunkt i det uhyre vigtige opgør i Nordjylland.

Dermed fik den kommende Brøndby-spiller en forsmag på, hvordan det er, når tusindvis af øjne rettes mod én, når afgørende beslutninger skal træffes på Brøndby Stadion.

Ikke at det er noget problem for Corlu, der har stor tiltro til egne evner.

- Jeg har jo altid haft kvaliteterne. Jeg har altid troet på mig selv. Det handlede bare om, at der var en klub, der også troede på mine kvaliteter, og jeg kunne få lov til at vise mig frem på banen, og det ville Lyngby, fortæller Corlu til Ekstra Bladet.

Og netop Lyngby har gået hen og fået stor betydning for snart 23-årige Corlu, der for en stund var nervøs for, hvor karrieren var på vej hen.

Nervøsiteten begyndte at melde sig hos Rezan Corlu, da karrieren pludselig stod på Lyngby og 1. Division. Foto: Jonas Olufson
Nervøsiteten begyndte at melde sig hos Rezan Corlu, da karrieren pludselig stod på Lyngby og 1. Division. Foto: Jonas Olufson
 

Karrierens redningskrans
Mange spærrede nok øjnene op, da selveste Roma snuppede en ung Rezan Corlu fra Brøndby for tre år siden. Corlus talent har alle dage været øjensynligt, men at en storklub som den italienske skulle byde sig til, havde mange nok ikke set komme.

Selv havde Corlu dog en plan med skiftet.

- Jeg vidste godt, det ville blive svært at slå igennem i Roma. Men det var heller ikke mit primære formål med skiftet. Det var at lære af de bedste. Den mulighed ville jeg nok ikke få foreløbig igen, så jeg sagde selvfølgelig ja, fortæller Corlu.

Da det ikke blev til andet end spilletid for reserverne i Rom, gik turen tilbage til Danmark. Denne gang til Lyngby og 1. Division på en lejeaftale, og hvad der ellers var så lovende, begyndte pludselig at ligne en deroute for Corlu.

- I denne sæson har jeg ikke været lige så nervøs, som jeg var nede i 1. Division. Der var jeg nervøs for, om jeg var på rette spor i min karriere, og om jeg kunne blive en profil i dansk fodbold, om jeg ville sidde fast i 1. division, må jeg være ærlig og sige, siger Rezan Corlu.

Men da Corlu først fik foldet sig ud i Lyngby, har kreatøren 'ikke set sig tilbage,' som han selv formulerer det.

Sammen med Frederik Gytkjær er han topscorer i klubben i Superligaen med sine syv mål. Det er dog især i oplæggerens rolle, at Corlu brillerer. Han har serveret otte målgivende afleveringer - det samme antal som Superliga-profiler som Viktor Fischer, Kasper Kusk og Lucas Andersen. Ikke værst i en klub, der har kæmpet for livet i Superligaen.

Hovedpersonen selv tildeler roserne til klubben, der har givet ham en ny chance.

- Man kan godt sige, at Lyngby har reddet min karriere. Her har jeg fået lov til at udtrykke mig, siger Rezan Corlu.

- Samtidig har jeg vist mine kvaliteter, som har været med til at hjælpe Lyngby med at blive oppe i Superligaen. Det ville være det største for mig, hvis det lykkes. Nu har vi selvfølgelig en vigtig kamp mere, der skal falde ud til vores fordel. Arbejdet skal gøres færdigt, så vi forhåbentlig kan få os en stor fest mandag aften, uddyber han.

Efter to flotte sæsoner i Lyngby, kan Rezan Corlu nu spejde fremad i karrieren. I første omgang mod hjerteklubben Brøndby. Foto: Jonas Olufson
Efter to flotte sæsoner i Lyngby, kan Rezan Corlu nu spejde fremad i karrieren. I første omgang mod hjerteklubben Brøndby. Foto: Jonas Olufson
 

Spanske drømme
Rezan Corlu var knapt fyldt 12 år, da Cristiano Ronaldo skiftede til Real Madrid i 2009. Som enhver anden tekniker giver det selvfølgelig god mening at udpege portugiseren til sit store idol. Real Madrid og La Liga blev da også hurtigt pejlemærket og drømmen for Corlu.

- Jeg har altid drømt om at komme til udlandet. Og jeg har altid godt kunnet lide fodbold i Spanien, i La Liga. Det er min ultimative drøm at ende der på et tidspunkt, fortæller Corlu.

Den teknisk funderede fodbold i Spanien vil naturligvis ligge godt til Corlu, der også blev trænet i dyderne i sin tid i Roma.

- I italiensk fodbold går det hurtigere end herhjemme. Man har færre touch på bolden, og man skal være forberedt på, hvad man gør med bolden, når man får den, siger han.

Selvom både teknikken og ambitionerne er i orden, så er Rezan Corlu dog ikke i tvivl om, hvad det drejer sig om her og nu.

Først gælder den afsindigt vigtige kamp mod Hobro hjemme i Lyngby, og dernæst står den på Brøndby. Hver ting til sin tid.

- Min ambition og forventning er at komme 'hjem' til Brøndby og fortsætte med at være en profil i Superligaen. Der vil selvfølgelig være noget tilvænning, men jeg skal arbejde hårdt for at blive en profil så hurtigt som muligt, siger Corlu.

Heller ikke landsholdet vil han begynde at dvæle for meget ved. Det ligger også for langt ude i fremtiden til, at det skal fjerne fokus fra præstationerne her og nu. Også selvom han har optrådt for diverse ungdomslandshold.

Rezan Corlu står over for sin sidste kamp for Lyngby i denne omgang, når de kongeblå skal forsøge at bevare deres 2-1-føring hjemme mod Hobro mandag aften. Den samlede taber af opgøret rykker ned i 1. Division og vinderen får lov til at spille en sæson mere i Superligaen. Uanset Lyngbys skæbne, bliver det dog uden Corlu fra næste sæson.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Enten/eller
Real Madrid eller FC Barcelona?

- Real Madrid. Det er jo kongeklubben. Alle de store spillere, der har været der. Jeg er jo Ronaldo-fan, så han har jo også haft stor betydning for det.

Film eller serie?

- Film. Jeg kan godt lide filmen Creed. Jeg føler lidt, man kan relatere til det sportslige og det mentale i den film. Den motiverer en.

Festival eller ferie?

- Ferie. Jeg rejser ikke meget, men jeg er mere en familietype, der forholder sig stille og roligt.

Mette Frederiksen eller Lars Løkke?

- Mette. Sådan er det bare.

Grille eller Michelin?

- Grille. Grill er hygge, god stemning og god mad. Der er lidt mere charme og familiært over det.

41 kommentarer
Vis kommentarer