LYNGBY (Ekstra Bladet): Patrick da Silva har efter alt at dømme spillet sin sidste kamp i Lyngby-trøjen.
Den 25-årige venstre back har - for nu at bruge træner Christian Nielsens ord - 'fået fri i en periode for at finde et andet sted at spille'.
Det er ifølge Lyngby-træneren ikke en beslutning, han har truffet. Der er tale om en klubbeslutning, som Christian Nielsen bakker op om:
- Så længe klubben har truffet den beslutning, står han ikke til rådighed for den sportslige sektor. Vi ser bort fra ham i den periode, som klubben mener er den rigtige.
- Det er ikke noget, man er herre over som træner. Jeg er i hvert fald ikke, sagde Lyngby-træneren efter 0-0-kampen mod AaB.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Lyngbys sportschef Birger Jørgensen begrundede da Silvas fravær i Superliga-premieren med, at der kunne være et klubskifte på vej.
- Er der noget konkret?
- Det kommenterer jeg ikke.
- Tror du, at han spillet sin sidste kamp i Lyngby?
- Det må tiden vise. Hvis det bliver til noget, har han i hvert fald i denne omgang.
- Han er heldigvis ikke så gammel, så hvis han skulle være væk herfra, kan det da være, at han kommer tilbage senere. Men det må tiden vise.
- Nogle vil nok mene, at det er underligt, at han er helt uden for truppen af den årsag?
- Det har det du vel set før, hvis der er en, der er i gang med et klubskifte.
- Ja, hvis det er konkret. Er der noget konkret i gang?
- Selvfølgelig har vi vores andel i det, fordi han er på lønningslisten her. Men han har vel også nogle rådgivere, som ved mere om det, end jeg både bør og skal vide.
- Han har to år tilbage. Er det et salg, vi snakker?
- Ja, sagde Lyngby-sportschef Birger Jørgensen efter 0-0-kampen.
Patrick da Silva startede i mandags inde i Lyngbys sidste testkamp mod FCK, men var til AaB-kampen erstattet af Brian Hamalainen, som Lyngby skrev kontrakt med i fredags og altså gav lyncomeback i Superliga-premieren mod nordjyderne.
Patrick da Silva er noteret for 90-kampe i Superligaen for Brøndby, Randers FC, FC Nordsjælland og Lyngby.
Han spillede i sidste sæson 31 Superliga-kampe for de kongeblå.
Legendesønnens vanvittige debut: Smidt ud!