Målhelt ærgrede sig over afbrænder

Anders K. Jacobsen var hovedmand bag sejr og glæder sig over at være kommet til SønderjyskE

Highlights: SønderjyskE sprudlede i forårsdebut mod Hobro. Video: Discovery Networks Danmark

Anders K. Jacobsen blev vraget og fundet for let i OB.

Men han slog til med tyngde i sin første optræden for sin ny klub, SønderjyskE, hvor han til allersidst i transfervinduet fik en 2 1/2-årig kontrakt. Og det ser ud til at blive en gevinst for begge parter.

Eks-OBeren tog i hvert fald sine nye omgivelser med storm på en dag, hvor vejrguder også sendte stormende vinde ind over Sydbank Park.

Med scoring og medvirken til to andre, blev det en vaskeægte drømmedebut for angriberen.

Med et skævt smil kom han dog selv en smule malurt i bægeret bagefter.

- Jeg skulle have scoret en gang mere. I stedet for at forsøge at spille Johan Absalonsen skulle jeg selv have afsluttet, konstaterede han om den chance, der kort efter at SønderjyskE var kommet foran 3-0, løb ud i ingenting.

- Først og fremmest er det dog vigtigt for mig, at jeg kunne bidrage med noget. Og det kunne jeg blandt andet, fordi at holdkammeraterne har været fantastisk gode til at forstå mit spil. Derfor er jeg faldet så hurtigt til, sagde han, der har lagt låg på den fortid, som gjorde ham til stort set fast bænkevarmer i OB.

- Nu er jeg i gang med noget nyt. Og jeg kan fastslå, at jeg er kommet til den klub, der var min første prioritet, bedyrede han.

Træner Glen Ridderholm var i sagens natur også meget glad for sin nyerhvervelse.

- Der er ingen tvivl om, at vi har fået en intelligent spiller, der blandt andet forstår at løbe på de rigtige tidspunkter. Og det gavner selvfølgelig andre offensive kræfter, fastslog han, der udover de tre uhyre vigtige point kunne glæde sig over, at to andre vigtige offensive kræfter Rilwan Hassan og Johan Absalonsen kom på scoringslisten for første gang i sæsonen.

Der var stor jubel på SønderjyskE mandskabet, da den nytilkomne Anders K. Jacobsen gjorde det til 2-0 Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix
Der var stor jubel på SønderjyskE mandskabet, da den nytilkomne Anders K. Jacobsen gjorde det til 2-0 Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Se også: Irriteret over afblæst premiere: - Troede, at det var en joke

Se også: Tv-tjeneste gik i sort: 'Kom nu ind i kampen'

Se også: Henter Superliga-legendes søn

0 kommentarer
Vis kommentarer