Maskerede mænd skræmte børn - nu uddeler Brøndby karantæner

Opgøret mellem Brøndby og AGF blev skæmmet af tilskuer-uro. Brøndby-chef roser hurtige vagter

Gensidige provokationer AGF'erne og Brøndbys fans imellem udartede sig til et voldsomt sammenstød mellem fans og vagter. (Video: Privatoptagelse)

Det har ikke været noget let efterår i Brøndby.

Sidste sæsons guldjagt har været afløst af sportslige skuffelser på stribe på Vestegnen, hvor Alexander Zornigers tropper har været langt fra fordums styrke.

Samtidig er de blågule igen, igen plaget af problemer med tilskuere, der har mere end almindelig vanskeligt ved at opføre sig ordentligt.

Således endte sidste weekends københavner-derby mod FCK ikke bare med et smerteligt 0-1-nederlag til ærkefjenden. Opgøret gav også anledning til voldsomme sammenstød mellem tilskuere og politi, hvor flere betjente kom til skade.

Derfor burde der have været liv og glade dage på Brøndby Stadion, da der fredag aften blev hevet tre vigtige point hjem med 2-0 sejren over AGF.

Men opgøret blev skæmmet af ballade mellem en lille gruppe Brøndby-fans og tilhængere af udeholdet. Det skete angiveligt efter et forløb, hvor en lille gruppe AGF'ere skulle have provokeret Brøndby-fansene, inden en gruppe fans af hjemmeholdet svarede igen med at stjæle et AGF-banner.

Den aktion udartede sig til et voldsomt sammenstød mellem fans og vagter, mens forældre måtte tage flugten med deres skræmte børn på familietribunen, som ligger klos op ad udeafsnittet.

- To maskerede Brøndby-fans løb hen og forsøgte at stjæle et AGF-banner. Det fik flere AGF-fans til at reagere, og mange hoppede over hegnet for at få fat i dem, fortalte Albert Schmidt Møller, der var på stadion, fredag til Ekstra Bladet.

- Da det skete, var der Brøndby-fans på familietribunen - store og skaldede - der rejste sig og maskerede sig for at deltage i slåskampen. Jeg så flere forældre, der måtte flygte med deres børn, siger han.

Der var livlig aktivitet på sidelinjen på Brøndby Stadion. Foto: Jens Dresling.
Der var livlig aktivitet på sidelinjen på Brøndby Stadion. Foto: Jens Dresling.
 

Dagen derpå skaber episoden nedadvendte mundvige i Brøndby.

- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, siger klubbens kommunikationschef, Christian Schultz, til Ekstra Bladet.

- Jeg var jo selv på stadion, og oplevede, hvordan der opstod noget ballade i anden halveg. Det er naturligvis noget, vi tager fuldstændig afstand til. Heldigvis var jeg glad for at opleve, hvor hurtigt vores vagter reagerede. Men det skaber altid utryghed på stadion, når der løber vagter op og ned langs banen, fortæller Schultz.

Brøndby har efterfølgende uddelt flere karantæner, ligesom klubben igen skal vurdere, hvordan man kommer uroen til livs.

- Vi er stadig i gang med at komme til bunds i, hvad der skete i går, og vi evaluerer løbende på sikkerheden, forklarer Christian Schultz, der er lydhør overfor de fans, som undrer sig over, at familietribunen grænser op til udeholdets afsnit, fordi det ikke er første gang, der opstår ballade der.

- Det er også noget, vi tager til overvejelse. Der er heldigvis ganske få episoder, men en episode er selvfølgelig en for meget, siger Brøndbys kommunikationschef.

342 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere