Medie: Regering klar til Superliga-forsøg

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil undersøge, hvorvidt Superliga-klubberne kan håndtere mere end 500 tilskuere, skriver TV2

Bliver partilederne enige om en løsning, så vil det med al sandsynlighed betyde et farvel til på AGF’s meget omtalte virtuelle tribuner. Kom bag kulisserne her. Video: Discovery Networks Danmark

Midt i glæden over, at Danmark så småt åbner, var frustrationerne også til at få øje på, da regeringen i sidste uge lancerede sine tanker om at give mulighed for 500 tilskuere til fodboldkampe.

Særligt Superliga-klubberne med store stadions forstod ikke, hvorfor en lille idrætshal og stadion med tusindvis af siddepladser skulle underlægges samme kapacitet.

FC København udarbejdede et forslag, der skal gøre plads til 10.500 i Parken. Man vil opdele stadion i 21 enheder, som hver kan rumme 500 tilskuere.

Tilsyneladende er regeringen lydhør.

I hvert fald vil statsminister Mette Frederiksen (S) have undersøgt, om sådanne forslag kan fungere i praksis. Det skriver hun i et brev til partilederne, som TV2 er kommet i besiddelse af. 

- Forsøget forudsætter, at sundhedsmyndighederne finder, der kan laves en forsvarlig model. På baggrund af forsøget, vil sundhedsmyndighederne, politiet og eventuelt andre relevante myndigheder kunne evaluere, om det er foregået sundhedsmæssigt forsvarligt, skriver hun.

I fredags luftede FCK-direktør Lars Bo Jeppesen sin undring på klubbens hjemmeside:

- Vi har et stadion med 38.065 siddepladser, syv opdelte tribuner med mulighed for yderligere sektionering og mere end 30 indgange. Med 500 gæster har vi mere end 75 sæder per gæst, mens man i en biograf har krav om et enkelt sæde mellem hver gæst indendørs.

- Derfor er det klart for os, at antallet kan og bør hæves hurtigt. Det mener vi er både sundhedsmæssigt sikkert og et ganske logisk næste skridt, siger han.

Se også: 500? For fedtet, Mette!

Se også: AGF-boss om 500 tilskuere: Meningsløst

Klubber som Brøndby og AGF forstod heller ikke regeringens logik.

- På den måde virker det meningsløst - især når vi nu så længe er blevet belært om, hvor vigtigt det er at holde afstand. Det er svært at se logikken, siger AGF-direktør Jacob Nielsen, der hjemme på Ceres Park har plads til 20.000 tilskuere.

- Vi synes, det skal give noget mening i forhold til logistik og stadionstørrelse. Når vi råder over 20.000 sæder, så det giver næsten ingen mening at have 500 siddende på dem.

- Hvis vi for eksempel bruger hvert fjerde sæde og sikrer, at folk holder afstand fra hinanden, når de går til og fra stadion, så kunne vi jo sagtens have 5000 tilskuere.

157 kommentarer
Vis kommentarer