Mesterhak! FCM slagtet

De danske mestre fik en fodboldlektion i Farum af FC Nordsjælland, der vandt opgøret hele 4-1

FARUM (Ekstra Bladet): Det er langt fra mesterligt, hvad FC Midtjylland leverer i øjeblikket!

I sidste weekend var midtjyderne snydeheldige med at vinde i Brøndby, men i Farum gik den ikke. Som i SLET ikke.

FC Nordsjælland gav mestrene en fodboldlektion af næsten Atalanta’ske dimensioner på kunstgræsset, og 4-1-sejren var ikke et mål for stor.

På dagen var der klasseforskel, og Ajax’ spioner må undre sig over, at det er FC Midtjylland og ikke FC Nordsjælland, som de hollandske mestre skal møde på tirsdag.

FC Midtjylland havde ladet Erik Sviatchenko, Paulinho og Sory Kaba blive hjemme i Herning, mens Frank Onyeka og Awer Mabil tog plads på bænken i Farum.

Det kunne ses. Selvom FC Midtjylland har en bred trup, er den ikke så bred, at man kan skifte så meget ud og så tro, at det bare går.

Mestrene kom hurtigt i stormvejr i Farum, og det var helt efter bogen, at Abu Francis i 11. minut bragt det veloplagte hjemmehold foran.

Anders Dreyer mistede bolden langt nede på egen halvdel, og det blev prompte straffet.

Med en følt afslutning sendte Francis bolden forbi Mikkel Andersen, der nok en gang vikarierede for skadede Jesper Hansen.

Abu Francis (til venstre) er brandvarm for tiden. Foto: Lars Poulsen
Abu Francis (til venstre) er brandvarm for tiden. Foto: Lars Poulsen

Abu Francis, Martin Frese og Kamaldeen Sulemana havde gode muligheder for at fordoble føringen, men Mikkel Andersen stod i vejen et par gange, og en enkelt afslutning endte langt over mål.

Det var forbløffende lidt, man så til FC Midtjylland. De blev overmatchet i duellerne og havde nok at gøre med at holde FC Nordsjælland fra chancer.

Det lykkedes ikke helt, men efter en stor mulighed til Kamaldeen, slog de selv kontra i 34. minut.

Anders Dreyer fik lidt tilfældigt bolden med sig i en duel, men afslutningen var der intet tilfældigt over. Med sit dødbringende venstreben sendte han bolden ind i det korte hjørne.

Det slog dog ikke nordsjællænderne ud.

De fortsatte med at spille flot, og kort før pausen fik Mikkel Rygaard en gratis chance, da Jens-Lys Cajuste i eget felt smed bolden væk, men FCN-kreatøren tøvede og måtte se sin afslutning blive blokeret.

Det lignede 1-1 ved pausen, men ud af ingenting gjorde brandvarme Abu Francis i 45. minut det til 2-1 med en scoring, der var Champions League værdig.

Den 19-årige ghaneser krøllede bolden ind over Mikkel Andersen og ind i det fjerneste målhjørne.

Francis sikrede søndag med en sen scoring sit hold et point i Horsens, mandag scorede han to gange i en reserveholdskamp mod OB, og lørdag fortsatte han sit målshow mod mestrene.

FC Nordsjælland jubler over Abu Francis' smukke 2-1-scoring mod FC Midtjylland. Foto: Lars Poulsen
FC Nordsjælland jubler over Abu Francis' smukke 2-1-scoring mod FC Midtjylland. Foto: Lars Poulsen

Der var kun gået seks minutter af anden halvleg, da de få tilskuere i Farum kunne juble igennem.

Efter et mønsterangreb endte bolden for fødderne af Martin Frese på kanten af feltet, og han sendte med en smuk, velplaceret afslutning bolden forbi en sprællende Mikkel Andersen i FCM-målet.

Brian Priske reagerede og sendte Onyeka og Mabil på banen, men det blev det ikke meget bedre af.

Kamaldeen Sulemana, Abu Francis og Magnus Kofod Andersen ejede banen, og de rødblusede holdt i perioder legestue.

FC Midtjylland skulle være glade for Mikkel Andersen, der som en af meget få holdt niveau.

Målmandsreserven havde en ny stor redning, da Mikkel Rygaard efter omkring en times spil fik afsluttet tæt under mål efter en ny fejl af Manjrekar James.

Den store midterforsvarer havde en frygtelig dag på arbejdet, og det samme kan siges om Evander.

Den brasilianske 10'er var totalt anonym, og meget symptomatisk blev han pillet ud, kort efter FCN’s 10'er, Kamaldeen Sulemana, havde lavet tunnel på ham…

Evander blev pillet ud efter en anonym indsats. Foto: Lars Poulsen
Evander blev pillet ud efter en anonym indsats. Foto: Lars Poulsen

Netop Kamaldeen Sulemana er en oplevelse, som vi skal nyde, så længe han er i Superligaen.

Kort efter Pione Sisto havde fået annulleret en scoring for offside, snød hurtigløberen midtjydernes offsidefælde, og denne gang fik han passeret Mikkel Andersen.

4-1 til FC Nordsjælland med tyve minutter igen og så kunne hjemmeholdets tilhængere synge 'Champions League, ha-ha-ha'.

Pione Sisto kunne have reduceret med otte minutter igen, men sendte i fri position bolden himmelhøjt over mål, og det var egentlig det perfekte billede på FC Midtjyllands eftermiddag i Farum.

Det var en lettet Pep Guardiola, der kunne fejre den smalle sejr. Foto: Ritzau Scanpix Engelsk fodbold Reddet fra fiasko

Eden Hazard scorede for første gang i næsten 400 dage for Real Madrid, der lørdag besejrede Huesca med 4-1. Foto: Javier Barbancho/Reuters Spansk fodbold Blev kaldt tyk - nu scorer han

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Lasse Petry (til venstre) kan fejre mesterskabet i Valur før tid. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fodbold Island stopper fodboldligaerne før tid efter coronaforbud

170 kommentarer
Vis kommentarer