Midtjylland nærmere guldet: FCK snublede

De forsvarende mestre måtte nøjes med 1-1 i Farum mod FC Nordsjælland i en kamp, hvor hjemmeholdet brændte adskillige store chancer

Årets afbrænder og annulleret mål! FCN presser FCK i bund!

FARUM (Ekstra Bladet): Kun et midtjysk kollaps af dimensioner kan nu give FC København guldet.

De snart forhenværende mestre har hele 11 point op til FC Midtjylland, efter de i Farum kun fik 1-1 mod FC Nordsjælland.

FCK var takket være en Jens Stage-scoring foran 1-0 ved pausen, men var trods to forsøg på træværket heldige med at slippe fra det nordsjællandske med point.

For hjemmeholdet vadede både før og efter pausen i chancer, og Mads Døhr Thychosen stod for sæsonens afbrænder i Farum.

FC Nordsjællands Mads Døhr Thychosen støtter sig til målstolpen efter sin kæmpe afbrænder mod FCK. Foto: Jens Dresling
FC Nordsjællands Mads Døhr Thychosen støtter sig til målstolpen efter sin kæmpe afbrænder mod FCK. Foto: Jens Dresling
 

FC Nordsjælland startede opgøret bedst og skabte hurtigt chancer.

Efter kun tre minutters spil lagde Atanga bolden til rette for Magnus Kofod Andersen, og FCK-keeper ’Kalle’ Johnsson måtte i aktion for første gang.

Minuttet efter fik Ivan Mesik en hovedstødsmulighed, men den unge slovakiske forsvarsspiller headede snert forbi FCK-målet.

De knap 200 FCN-tilhængere kvitterede med klapsalver, og de så deres helte køre bolden godt rundt mod et FCK-hold, der havde nok at gøre med at forsvare.

Men fodbold handler i høj grad om effektivitet, og københavnerne slog til, første gang de fik chancen.

Daramy fremtvang midt i halvlegen et hjørnespark, og unge Diomande havde ikke styr på Jens Stage.

Den hovedstødsstærke FCK’er snød sin oppasser, steg ugeneret til vejrs og hovedstødte bolden forbi Nicolai Larsen.

Fortjent? Næ, men nordsjællænderne udnyttede ikke deres chancer.

Ti minutter før pausen stod Mads Døhr Thychosen for en af sæsonens største afbrændere ikke bare i Farum, men i hele Superligaen.

’Kalle’ Johnsson var væk efter at have afværget Mohammed Kudus’ afslutning, og Thychosen skulle bare sende bolden i det tomme mål.

Andreas Bjelland kastede sig i et desperat redningsforsøg, og måske det var årsagen til, at FCN-backen fra omkring en meters afstand bragede bolden langt over mål.

Både de rødklædte spillere og tilhængere tog sig til hovederne i frustration, og det blev endnu værre bare et minut senere. For et hævet flag ude på sidelinjen ødelagde deres jubel.

Mikkel Damsgaard passerede Johnsson med en velplaceret inderside, men Isaac Atanga var i en strafbar offsideposition, da han hoppede over bolden.

Målet blev korrekt annulleret, og da en ellers velspillende Mikkels Damsgaard i halvlegens tillægstid sparkede svagt lige på ’Kalle’ Johnsson, gik FC København til pause med en 1-0-føring.

Det var meget tæt på at blive 2-0 kort inde i 2. halvleg. FCK fik et frispark lige uden for FCN-feltet, og Pep Biel sendte det i en smuk bud over muren.

Se også: Er det Superliga-historiens største afbrænder?

Nicolai Larsen sprællede forgæves, men blev reddet af overliggeren.

FC København fik lidt bedre styr på nordsjællænderne, men indskiftede Kamaldeen Sulemana var tæt på at udligne efter en god times spil.

Den lynhurtige ghaneser rundede Andreas Bjelland i feltet, men tæt under mål fik Johnsson reddet til hjørnespark.

Så var FCK advaret, men det 18-årige stortalent er ikke sådan lige at stoppe.

Kamaldeen Sulemanas er et kommende stjerneskud, og midt i 2. halvleg bragte han balance i regnskabet med en scoring fra en vanvittig vinkel.

Det var formentlig tænkt som et indlæg, men endte som en afslutning, der fuldstændig snød Johnsson og tilskuerne på Farum Park.

Der gik flere sekunder, før jublen brød løs. Jens Stage var kort efter tæt på at give FCK føringen på ny, men denne gang ramte måtte han se sit hovedstød ramme stolpen.

I den anden ende brændte Ivan Mesik en kæmpe chance, efter Johnsson gav en farlig retur i det lille felt, og seks minutter før tid var Mikkel Damsgaard centimeter fra at blive matchvinder.

Men hans afslutning tog stolpen, og kampen fik ingen vinder.

Det var kun i Herning, at de kunne juble …

Se også: Bitter skade pletter opvisning

Se også: Superstjerne dømt for røveri mod flyttemand

1 af 11 Foto: Jens Dresling
2 af 11 Foto: Jens Dresling
3 af 11 Foto: Jens Dresling
4 af 11 Foto: Jens Dresling
5 af 11 Foto: Jens Dresling
6 af 11 Foto: Jens Dresling
7 af 11 Foto: Jens Dresling
8 af 11 Foto: Jens Dresling
9 af 11 Foto: Jens Dresling
10 af 11 Foto: Jens Dresling
11 af 11 Foto: Jens Dresling
101 kommentarer
Vis kommentarer