AGF-keeper Jesper Hansen sørgede med en fænomenal dobbeltredning mod Silkeborg for, at AGF holder liv i slutspilshåbet før foråret.
1-1 endte efterårets sidste opgør for de to, men det var Jesper Julemands utrolige redning lige før pausen, der tog al opmærksomheden.
Først reddede han med en refleks Nicklas Helenius' afslutning fra nært hold. Bolden fløj op i luften til Nicolai Vallys, der kunne heade bolden mod det tomme mål.
Men Jesper Hansen havde fjedre i anklerne og fløj op under overliggeren og puffede kuglen op mod underkanten af tværribben.
Verdensklasse, intet mindre
Silkeborg fik en svær start på det småtunge underlag i Aarhus, hvor bolden ikke rulllede med samme lethed som på kunstgræsset i Silkeborg.
Allerede efter to minutter gav det problemer, de AGF fik kombineret sig igennem over højresiden. Albert Grønbæk sneg sig forbi André Calisir og blev hægtet i feltet.
Klart straffespark, men dommer Aydin Uslus fløjte forblev tavs. Det udløste et frustreret forløb, som kulminerede kort efter i en massekonfrontation foran AGF's felt, hvor både Nicolai Poulsen og Nicklas Helenius så gult.
Efterfølgende blev Uslu kaldt ud til VAR-skærmen for at tjekke forseelsen mod Grønbæk, men hele affæren endte i nul og niks, da en offside i opspillet blev spottet.
Silkeborg havde svært ved at få den rette fart i pasningerne, og især Albert Grønbæk var dygtig til at lukrere på det.
Og efter et kvarter gav det pote, da Grønbæk pillede kuglen fra Stefan Thordarsson omkring feltet, da Nicolai Larsen havde bevæget sig langt ud fra målet.
Bolden blev hurtigt sendt videre til Mustapha Bundu, der kunne hugge kuglen ind, inden keeper Larsen for alvor var kommet på plads.
Minuttet efter kunne Silkeborg sagtens have fået et straffespark i den anden ende, da Nicolai Poulsen tog bolden med armen i feltet. Forseelsen var ikke ulig den, som udløste straffespark til AGF i Parken, men denne gang ingen fløjte.
Især Mustapha Bundu boltrede sig i duellen med Oliver Sonne på kanten, men som første halvleg skred frem, blev AGF's offensiv stækket.
Silkeborg overtog kontrollen med kampen, og især højrekanten med Sebastian Jørgensen og Rasmus Carstensen begyndte at drive rundt med Eric Kahl.
Nicklas Helenius fik en gylden chance for at udligne, da Sebastian Hausner gled, og da dommer Uslu fløjtede til pause lå udligningen i luften.
AGF havde imidlertid godt af pausen, og De Hvi'e fik taget toppen af presset.
Og 2-0-føringen var umådeligt tæt på, da Mikael Anderson bankede en afslutning på indersiden af stolpen, mens hagl begyndte at piske ned over græsset.
Nicolai Vallys indledte Silkeborgs slutspurt, da han trak sig fri på et hjørnespark og afsluttede giftigt, men Jesper Hansen var rapt over bolden.
Silkeborg blev stærkere og stærkere, som minutterne skred frem, og med et k20 minutter igen fik de splittet AGF-defensiven ad igen, og Rasmus Carstensen kunne fortjent udligne.
Resten af kampen sværmede Silkeborg om afgørelsen, men Jesper Hansen var helt overdådig mellem stængerne og forhindrede yderligere mål.
Dermed holder Silkeborg jul på en af pladserne i mesterskabsslutspillet, mens AGF får noget af en opgave i foråret, hvor de skal komme buldrende fra start.
Programmet i foråret indeholder udekampe mod SønderjyskE og Vejle samt hjemmekampe mod Viborg og FC Nordsjælland, så det ser ikke helt håbløst ud, men der er plads til forbedring.