Modstander var censor for Brøndby-spiller

Da Brøndby IF's Morten Frendrup var til eksamen i dansk i 10. klasse, var Rasmus Minor censor. Søndag mødtes de i Superligaen

Årets sidste Superliga-kamp er spillet. Hvem har overrasket i 2019, hvem er årets flop og hvem er årets guldfugl? Ekstra Bladets Gisle Thorsen samler op på et underholdende år i landets bedste fodboldrække. Producer: Lasse Brøndal

Det er meget normalt, at fodboldspillere forsøger at hyle hinanden ud af den under kampene. Måske træder de deres direkte modstander over tæerne, måske siger de noget grimt om deres oppassers familie.

Men det er sjældent, de trashtalker med udgangspunkt i en dansk eksamen i 10. klasse for to år siden.

Det var dog lige præcis det, som Hobro IK's Rasmus Minor gjorde mod Brøndby IF's Morten Frendrup søndag eftermiddag. For Minor var censor for Frendrup, da han trak en novelle til afgangsprøven på Brøndby Idrætsefterskole.

- Jeg prøvede at hyle ham ud af den på et hjørnespark og sagde, at han havde fået en alt for høj karakter. Den hoppede han sgu ikke på. Men han fik en krammer efter kampen, fortæller Minor til tipsbladet.dk.

- Det er sgu lidt specielt, når man har undervist og eksamineret. Jeg synes bare, det er pissefedt, at ungdommen kommer frem, men det fortæller også en selv, hvor man er i sin fodboldkarriere. Hvis man skal løbe og trashtalke lidt med sådan en 18-årig knægt, og han har overhånden, er rollerne er byttet lidt om. Men det er også noget, man kan grine lidt ad.

Artiklen fortsætter under billedet..

Morten Frendrup i aktion i kampen mod Hobro. Foto: Lars Poulsen
Morten Frendrup i aktion i kampen mod Hobro. Foto: Lars Poulsen
 

Rasmus Minor er uddannet lærer og arbejdede på Brøndby Idrætsefterskole, mens han spillede på deltid i FC Helsingør. Efter han fik sin fuldtidskontrakt i Hobro IK, har han beholdt kontakten til sin gamle arbejdsplads, hvor han hjælper til, når der er brug for det.

Det er en god måde at holde lærergerningen ved lige - hvilket den 31-årige midtstopper søndag blev meget bevidst om, at han inden længe snart kan få brug for igen.

Men selv om Hobro-spilleren følte sig gammel, er hukommelsen ikke begyndt at svigte ham så meget, at han ikke kan huske de nærmere omstændigheder omkring Frendrups eksamen.

- Han havde valgt en novelle inden for et tema, som de havde gennemgået i løbet af året. Det var en ganske almindelig novelle, og han klarede sig ganske flot. Det gik godt; han lå i den højere ende af skalaen. Han er jo en stille og rolig fyr, er mit indtryk, og sådan var han også inde til prøven. Men meget cool og styrede det med hård hånd. Så det var en fortjent karakter, siger censor Minor.

Da Rasmus Minor var ansat på idrætsefterskolen i Brøndby, underviste han i dansk, samfundsfag og fodbold. Skolen havde et samarbejde med Brøndby Masterclass, så lærerne vidste godt, hvis der var store fodboldtalenter i deres klasser eller til deres eksamener.

Minor husker også Mads Hermansen, der er tredjemålmand i Brøndby, Muamer Brajanac, der spiller på U19-holdet i FC København, men som har en fortid hos Masterclass, Magnus Warming, der i dag spiller i Nykøbing FC i 1. division, og Cecilie 'Sille' Lindqvist, der er dansk mester med Brøndbys kvinder.

- På sådan en efterskole kommer man tæt ind under huden på eleverne, fordi man er der mere end i bare undervisningen. Man lærer dem at kende på en anden måde, så det er fedt at følge deres udvikling og måske hjælpe dem lidt på vej. Det er altid sjovt at holde lidt øje med de drenge og piger, som man har trænet, og som er omkring ligaholdene, siger Rasmus Minor.

- Så er det bare lidt det med, at når man møder de der gamle elever på banen lige pludselig, så sætter det tingene lidt i perspektiv.

Minor og Frendrup blev genforenet i al mindelighed. Kampen endte 1-1.

Se også: UEFA straffer DBU for tilskuerballade

Se også: Laudrups overskud styrtdykker

Brøndbys interesse i Saba Lobjandize er velbeskrevet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Sport og Spil Superligaen Indefra: Frygter Brøndbys klo i stjernen

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere