En forfærdelig aktion fra Lawrence Thomas endte med at forære AGF sejren helt til sidst, da Patrick Mortensen sendte en afslutning af sted, som Thomas på skrækkelig vis fik fumlet ind i eget net.
Efter droppet væltede reaktionerne ind på sociale medier.
Under hashtagget #sldk er der naturligvis mange glade AGF-fans, der kan glæde sig over en perfekt start på forårssæsonen, men der er også et væld af Twitter-brugere, der har ondt af den uheldige SønderjyskE-keeper.
Herunder kan I se en lille del af de mange reaktioner.
Thomas' mareridt
SønderjyskE fik en drømmestart på kampen, da Peter Christiansen bragte sønderjyderne i front efter blot 75 sekunder.
12 minutter senere var Stefan Gartenmann på pletten, og forsvarsspilleren kunne udbygge føringen.
Patrick Mortensen fik reduceret før pausen, og der var lagt op til en spændende anden halvleg, hvor århusianerne skulle ud og jagte.
Efter 59 minutter begyndte Lawrence Thomas' nedtur.
Australieren gav en retur efter en forkølet afslutning lige ud i fødderne på Thorsteinsson, der nemt kunne bringe balance i regnskabet.
Efter 92 minutter smækkede indskiftede Gift Links et indlæg ind mod Patrick Mortensen, der fik sat hovedet på.
Afslutningen var dog uden den store kraft og lignede en nem sag for Thomas.
Det var dog ikke tilfældet, og den uheldige keeper fik på mærkværdig vis ikke grebet bolden, som i stedet røg under ham og ind i netmaskerne.
AGF lægger dermed pres på de øvrige hold i kampen om top seks, imens SønderjyskE stadig har seks point til redning.