'Noget af det dummeste, jeg har hørt'

FCK-fan Jakob Ellemann-Jensen vil ikke være bleg for at lykønske vælgerne i sin kreds, hvis AGF nupper det eftertragtede sølv

Se det her: Venstres-formand iført FCK-trøje på plads i Parken til sølvduellen. Video: Discovery

Venstre-formand og FCK-fan Jakob Ellemann-Jensen var søndag aften i Parken til sølvbraget iført en FCK-trøje, til trods for han stiller op i Aarhus til Folketinget.

Efter kampen har flere undret sig over, at Ellemann ifører sig en FCK-trøje i kampen mod AGF.

Chefredaktør for Århus Stiftstidende Jan Schouby kan godt lide, at Venstre-formanden står ved, hvem han holder med, men han mener også, at det ikke var helt gennemtænkt.

- Der er forhåbentlig ikke en eneste, der stemmer på en politiker, fordi han holder med et hold, men man tænker også på, at spindoktorer går op i alt. Hvilken kjole skal Mette Frederiksen have på på tv, hvilket slags slips skal Jakob have på, så det var måske ikke det smarteste, siger Schouby.

Desuden skrev han blandt andet også på Facebook, at 'når nu man er opstillet i Aarhus, så er det her måske ikke det smarteste træk. Mon ikke der er en spindoktor, det ku lære den store formand det.'

Jakob Ellemann-Jensen var på plads til sølvbraget i FCK-trøje. Screenshot
Jakob Ellemann-Jensen var på plads til sølvbraget i FCK-trøje. Screenshot

Den kritik giver Ellemann ikke meget for.

- Jeg har holdt med FC København siden 1992, så det er ikke mærkeligt. Det er rigtigt, at jeg er valgt i Aarhus, og det sætter jeg stor pris på. Jeg var inde og se kampen med en god ven, som har boet i København mere end 20 år, og han er glødende AGF-tilhænger. Den slags kan lade sig gøre, og sådan skal det være.

- Jeg synes, at Schoubys kommentar var besynderlig. Han siger, om der ikke er en spindoktor, der kan fortælle, hvad man skal tage på. Den slags har vi prøvet i Venstre. Det gik ikke særlig godt.

- Mener han virkelig, at en politiker skal lade sin påklædning til en fodboldkamp dikteres af en spindoktor? Det er da noget af det dummeste, jeg har hørt. Jeg tror, at man skal stå ved den, man er. Jeg er valgt i Aarhus og har stor sympati for AGF.

- Jeg elsker Aarhus, og jeg synes, det var en pissegod kamp, og desværre så spillede AGF bedre end FCK, men det var en fremragende kamp. Den var publikumsvenlig og underholdende, og jeg ønsker dem alt det bedste, men fordi jeg er politiker skulle vælge at holde med et andet hold. Jeg tror helt ærligt, at folk gerne vil have nogle politikere, der står ved, hvem de er, og det gør jeg.

- Kan det koste stemmer?

- Nej, mine vælgere er ikke så dumme.

AGF var bedre
I Parken måtte Ellemann se AGF vinde med de overbevisende med 4-2. Med FCK-nederlaget i bagagen har han ikke den store tro på, at københavnerne kan slutte over AGF, og han vil under alle omstændigheder være klar til at sende en hilsen mod Aarhus.

- Vil du stille dig op i FCK-trøje og sige tillykke til AGF og vælgerne, hvis de vinder sølv?

- Efter kampen i går under jeg dem at få sølvet, men du kan ikke få mig til at håbe, at de gør det. Det, de har vist de seneste sæsoner og særligt i denne, har været vildt imponerende. Det er ikke nogen skam at tabe til et bedre hold, og det gjorde vi, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ekstra Bladet.

- Men kommer der en lykønskning fra dig?

- Ja, ja, ja. Naturligvis gør der det.

- Er det i en video iført FCK-trøje?

- Hehe, det ved jeg ikke, men en lykønskning skal der i den grad til. Det synes jeg, uanset hvor de havner. Den indsats, de har leveret i denne sæson, har været værd at tage hatten af for.

- Nu er du jo ikke fodboldekspert, men hvem, tror du, tager sølvet?

- Det tror jeg, at AGF gør. De er inde i en god formkurve. Nu tævede de os i går og slog FC Midtjylland også. De har tur i den og tror på det, og det skal de også. Mon ikke de render med det.

Der resterer to runder af Superligaen. En i midtugen og en på søndag, hvor Ellemann altså finder ud af, om han skal ønske sine vælgere i Aarhus tillykke med sølv eller bronze.

Se alle målene fra AGF's sejr i Parken her:

Det taler de om, når kameraerne slukkes i Superligaen - mestrene kræver kassen for stjernesalg. Læs mere her (+)

AGF - 19. jul. 2020 - kl. 22:38 Aarhus går amok

Mustafa Amini er taget ud af AGF's trup, indtil han er blevet testet. Foto: Ernst van Norde AGF - 20. jul. 2020 - kl. 13:02 AGF'ernes coronabrøler: Nu er de taget ud af truppen

171 kommentarer
Vis kommentarer