Ekstra Bladet kårer de 100 største spillere i Superligaen. I dag er vi nået til 70-61. I bunden af artiklen kan du se hele listen og læse om de andre store spillere.
Han er fra den tid, hvor der var bajere i omklædningsrummet, og middagen bestod af bøf med bearnaise. I hvert fald Nordjylland.
For mens Brøndby for længst havde indført fuldtidsprofessionalisme og haft Morten Olsen i sin strengeste udgave som træner, så stod den på fodbold på deltid i AaB.
Det nordjyske fodboldflagskib havde et par gange været i alvorlige økonomiske problemer, men formåede alligevel at holde på guldet i skikkelse af Ib Simonsen.
Han var og er en sand AaB-legende, og da klubben i 1995 vandt sit første mesterskab var det naturligvis med ‘Nummer Ib’, som klubbens fans omtalte ham, som anfører.
- Det var en fantastisk tid og noget af en rejse. Fra det glade ingenting og ingen penge i klubben til mesterskab og Champions League, siger Ib Simonsen, der kom til AaB fra Nørresundby, da klubben lige var rykket op i 2. division.
Egentlig befandt han sig bedst på den offensive midtbane, men da der gik for mange mål ind i den anden ende blev han tvunget tilbage i forsvaret og var i mange sæsoner en glimrende libero med køligt overblik.
Men nogen favoritplads blev det aldrig.
- Nej! Jeg elskede jo at score mål, men jeg blev jaget derned på et tidspunkt, hvor der skulle lukkes af. Så måtte jeg føje mig, siger klubmanden Simonsen, der faktisk mener, at AaB havde et stærkere hold i starten af 90’erne end det, der nogle år senere blev mestre.
- Men det hold troede bare ikke, at det kunne tabe. Selv om vi kom bagud, blev vi bare ved. Der var en enorm tro på det.
- Vi var en stor familie - både på holdet og de andre i klubben - og det var stort at hente guldet til Nordjylland, siger Ib Simonsen.
Han og holdkammeraterne vidste godt, at de guldet havde startet en fest, men blev alligevel overrasket af størrelsen af den.
- Det var ikke kun i Gaden (Jomfru Ane Gade, red.). Også i de små gader var det tætpakket. Jo, jeg kan godt huske det - også guldpigerne, griner Ib Simonsen, der formåede at kombinere et job som fodboldspiller med et fuldtidsjob som ekspeditionschef.
- Jeg var da træt indimellem, men det skulle jo bare lykkes, og det gjorde det. Det er ikke, fordi jeg har fortrudt noget, men der var ting, der gerne måtte være gået anderledes.
- Jeg manglede lidt held på de rigtige tidspunkter, siger forsvarskrumptapen med henvisning til blandt andet et brækket ben på et yderst uheldigt tidspunkt.
Det blev ikke til et udlandseventyr og kun til én U-landskamp i 1989. 0-6 i Bulgarien. Eneste trøst for Simonsen var, at han var anfører.
Til gengæld blev det til mange andre store kampe i rødt og hvidt frem til 1997, hvor Simonsen iførte sig støvlerne for sidste gang.
Han var træner nogle år i Lindholm og Storvolde Sejlflod Boldklub, men gik efter en civil karriere og er i dag direktør Borum Industri, der laver maskiner til afstribning af eksempelvis gader og parkeringspladser.
Selv satte Ib Simonsen et uudsletteligt spor i AaB’s historie, og han har i mange år været en del af ambassadørkorpset i den nordjyske klub.
Som han siger, så fornægter det rød-hvide hjerte sig ikke.
Vidste du: Ib Simonsen nåede 383 kampe for AaB – alle fra start. I ni af sine 13 sæsoner var han tilmed anfører.
Sådan er spillerne blevet udvalgt:
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.