Nu kan 'et af verdens største talenter' få dansk pas

Mohamed Daramy har ikke dansk pas og har derfor aldrig optrådt på danske U-landshold. Men går alt efter planen, får han det i løbet af kort tid, og så håber han, at han omsider kan trække en landsholdstrøje på

Hvad er status på top 6-striden og mesterskabsduellen? Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen gør dom halvvejs i grundspillet.

Hvert år laver avisen The Guardian en liste over nogle af verdens største talenter under 18 år, og da listen udkom for et par uger siden, var FC Københavns Mohamed Daramy med. Derfor kan det måske undre, at FCK-talentet ikke har en eneste U-landskamp bag sig.

Forklaringen er dog simpel nok: Daramy har ikke dansk statsborgerskab, og så kan han ikke stille op for Danmark. Det kan dog ændre sig i løbet af ganske kort tid.

Spilleren fortæller til tipsbladet.dk, at hans mor har bestået prøven for at få dansk statsborgerskab, og at han derfor også får det, fordi han ikke er fyldt 18 år endnu. Det kan ske, hvert øjeblik det skal være.

- Min mor bestod den der test, så vi håber selvfølgelig, at hun får det. Hvis hun får det, får jeg det automatisk, fordi jeg er under 18. Så har vi fået at vide her i oktober, at min mors navn stod på den liste over dem, der får passet, så vi regner med at få det, siger Mohamed Daramy.

Der er store forventning til unge Daramy. Foto: Lars Poulsen
Der er store forventning til unge Daramy. Foto: Lars Poulsen
 

Han er født og har boet hele sit liv i Danmark, men har sierraleonsk statsborgerskab. Daramy har dog endnu ikke spillet nogen U- eller A-landskampe i Sierra Leone, og får han dansk pas, kommer han heller ikke til det.

- Så vil jeg selvfølgelig hellere vælge Danmark. Det vil være en stor ære at få den danske landsholdstrøje på, siger han.

Også rent praktisk vil et dansk pas hjælpe Mohamed Daramy, der har visse vanskeligheder, når han og FC København rejser rundt i Europa. Nogle gange er det lettere at komme ind i et europæisk land med et dansk pas end et sierraleonsk. Han missede eksempelvis udekampen mod The New Saints i Champions League-kvalifikationen på grund af visumproblemer.

- Det vil betyde rigtig meget for mig. Så er der ikke så mange problemer med udlandsturene, siger teenageren med et grin.

Daramy er noteret for 25 kampe for FC Københavns førstehold, og for et år siden blev han den yngste målscorer i klubbens historie. Talentet har der altså aldrig været tvivl om, og det er formentlig kun det manglende pas, der har holdt ham ude af diverse ungdomslandshold.

-Jeg trænede med de første gange som U15-spiller, så jeg savnede det, da jeg var 15. Men jeg er jo blevet mere voksen, så jeg tænker ikke så meget over det nu. Det er ikke noget, jeg bærer nag over. Det er ikke noget stort, men jeg glæder mig i hvert fald, hvis jeg kan få det (et dansk pas, red.), siger Mohamed Daramy.

Han kan få endnu en kamp for FCK, når holdet møder FC Nordsjælland i pokalturneringen torsdag aften.

Se også: Ude i lang tid: Brøndby-profil skal opereres
Se også: Syv år efter stop: 43-årig legende gør comeback
Se også: Nedturen uden ende

115 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere