Ny sejr: Fodboldfeber i Aalborg!

AaB spillede sig helt op i toppen af Superligaen, da nordjyderne tromlede OB og tog sin femte sejr i seks kampe

Ubesejret siden juli: AaB buldrer videre og slår OB med 2-0 - se højdepunkterne her

Der er fodboldfeber i Aalborg!

Det sørgede en veloplagt, festklædt og propfyldt Vesttribune for på Aalborg Stadion fredag aften. Og byens fodboldhelte leverede på banen.

Det var ikke altid lige kønt, men de formstærke nordjyder satte trumf på via to hjørnespark i anden halvleg, og dermed er aalborgenserne lige nu det bedste bud på en bronzemedalje - eller førsteudfordrer til FCK og FCM om man vil...

Anders Hagelskjær lukkede fredagskampen med sin scoring til 2-0. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anders Hagelskjær lukkede fredagskampen med sin scoring til 2-0. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Værterne satte sig hurtigt på løjerne, og efter fem minutter fandt Milan Makaric Kristoffer Pallesen i feltet. Assistkongen var tæt på selv at komme på måltavlen, men hovedstødet blev misbrugt.

Sørme om ikke Kristoffer Pallesen fik et nyt tilbud få minutter senere på et indøvet hjørnespark. Men wingbacken er nu engang bedre til at sætte andre op end selv at gøre forskellen foran mål.

Det ultimative bevis på den påstand kom efter en god halv time, hvor Pallesen fik sit tredje skud for en ti’er.

Denne gang burde der dog ikke have været nogen som helst tvivl om, at Pallesen skulle have været målscorer. Backen befandt sig helt fri i det lille felt med masser af tid til at time sin afslutning. Bolden sad dog lige i brystkassen på Hans Christian Bernat, der fik gjort sig bred.

OB var ikke uden initiativ og gode idéer i Pallesens skydetelt, men fynboernes muligheder blev bare ikke så anseelige.

10 minutter inde i anden akt leverede Bashkim Kadrii sin første nøgleaktion, da han på en førsteberøring smart vippede pågående Emmanuel Sabbi fri med Jacob Rinne. Amerikaneren ville allerede have været på en større adresse, hvis han havde været mere kølig foran kassen…

OB's Bashkim Kadrii ærgrer sig. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
OB's Bashkim Kadrii ærgrer sig. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Efter en lunken præstation på en småkølig septemberaften ville Milan Makaric pludselig også vise sig frem. Serberen ligner alt for ofte et fremmedlegeme for nordjyderne, men kort efter Sabbis afbrænder lignede Makaric pludselig en bred udgave af Lionel Messi.

AaB-angriberen tæmmede køligt bolden i feltets tætte trafik og gjorde sig selv fri i samme bevægelse med sit gudetouch. Afslutningen kunne have været bedre, men HC Bernat blev tvunget til en markant redning.

Nogen stor afslutter virker Makaric altså ikke til at være. Lige inden sin gode aktion blev en 100 procent chance fra serberen reddet på stegen af Kasper Larsen. Makaric kunne have afsluttet alle andre steder end lige på Kasper Larsen.

Milan Makraric har øjnene på bolden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Milan Makraric har øjnene på bolden. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Men det trak op til en AaB-scoring.

Den kom med 20 minutter igen, da Iver Fossum slog et hjørnespark ind i hovedet på Rasmus Thelander, der uimodståeligt stangede føringen ind. En kraftfuld aktion af Thelander, der igen-igen leverede en brandkamp i defensiven.

Bashkim Kadrii troede, han bragte balance i regnskabet minuttet efter Thelanders føringsmål, men OB-angriberen måtte se Jacob Rinne trække en ekvilibristisk refleksredning ud af de orange ærmer på et kanonskud.

Anders Hagelskjær lukkede festen, i hvert fald den på fodboldbanen, da han fem minutter før tid forlængede et hjørnespark fra Iver Fossum hele vejen i netmaskerne.

AaB er på vej på mod noget godt.