OB-Emil nægtede at takke fansene

Emil Larsen strøg direkte i omklædningsrummet uden at fejre OB’s sejr over FCN med supporterne – han ligner en færdig mand i klubben om ganske få måneder

Emil Larsen bænket fra kampens start på Farum Park. Efter OB-sejren nægtede han at gå ned for at takke de fynske fans for opbakningen (Foto: Jens Dresling).
Emil Larsen bænket fra kampens start på Farum Park. Efter OB-sejren nægtede han at gå ned for at takke de fynske fans for opbakningen (Foto: Jens Dresling).

FARUM (Ekstra Bladet): Farum Parks mest omtalte mand den seneste uges tid hed utvivlsomt Emil Larsen. OB-spilleren er røget ind i noget af et mediestormvejr oven på sine udtalelser om, at han ’ikke kan li’ OB-fansene’.

Til søndagens tidligere Superligakamp mellem FCN og OB havde Ove Pedersen valgt at bænke Emil Larsen fra start. Angiveligt på grund af den offensive spillers aktuelle formdyk, om end det lignede mere end en tanke, at Larsen skulle tage plads blandt reserverne blot en lille uge efter, han blev kaldt til kammeratlig samtale med OB-ledelsen oven på de allerede legendariske udtalelser.

Da Emil Larsen blev skiftet ind med 20 minutter tilbage på Farum Park i odenseanernes 2-1-sejr skete det til taktfaste klapsalver fra de fynske fans, men selv var hovedpersonen ikke overbevist om de stribede supporteres reelle hensigter, da de sang hans navn.

- Det kommer an på, hvilken mening de havde med det. Jeg ved ikke, om det var hånligt. Det kan godt varme, hvis det var den rigtige hensigt.

Hvorfor gik du direkte i omklædningsrummet umiddelbart efter kampen, i stedet for at gå ned og takke de fans, der stod og råbte dit navn?

- Det er et godt spørgsmål.

Hvad er svaret?

- Det kan jeg ikke svare på. Jeg går altid direkte i omklædningsrummet.

Er bataljen mellem dig og fansene lagt bag jer?

- Det ved jeg ikke. Nu har vi en hjemmekamp næste gang, så må vi se, hvordan det er til den tid. Ærlig talt bruger jeg ikke så meget tid på det.

Har du stadig en fremtid i OB efter sommerpausen?

- Jeg har kontrakt med OB til sommeren 2016. Det forholder jeg mig til. Hvis klubben vil af med mig inden da, er det Jesper Hansen, du skal snakke med om det.

Hvordan har du det selv?

- Det er svært at sige. Allerede for to år siden var jeg på vej væk.

Vil du gerne væk?

- Det ved jeg ikke. Det er klart, at jeg gerne vil prøve mig selv af på et højere niveau.

Ville det nemmeste ikke være, at du lagde hele denne snak ned ved at sige ’jeg spiller i OB, fordi jeg gerne VIL spille i OB’?

- Jo, det kunne jeg godt sige, men det kan jeg ikke stå og sige her.

Fordi du ikke mener det?

- Det må man tolke, som man vil. Jeg siger bare, at jeg har kontrakt med OB til sommeren 2016 og det er det, jeg forholder mig til.

Her kan du se eller gense det famøse interview, hvor Emil Larsen fortalte sin ærlige mening om OB-fansene:

71 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere