OB: Styrket ud af transfervindue

OB's sportsdirektør Jesper Hansen er godt tilfreds med transfervinduets handler

OB mener, at de er kommet styrket ud af vinterens transfervindue (Foto: OB.dk)
OB mener, at de er kommet styrket ud af vinterens transfervindue (Foto: OB.dk)

Det blev en hektisk afslutning på transfervinduet for OB. I løbet af transfervinduets sidste dage hentede OB både Kenneth Zohore og Thomas Dalgaard til truppen, mens der er blevet sagt farvel til Darko Bodul og forsvarsspilleren Kasper Larsen er blevet lejet ud til FC Astana i Kazakhstan.

Se også: Zohore retur til Superligaen: Derfor valgte jeg OB

OB's sportsdirektør ser nu tilbage på transfervinduet, hvor fynboerne også har hentet norske Håkon Skogseid og islændingen Hallgrimur Jonasson.

- Jeg er tilfreds. Vi har fået en god afløser for Espen Ruud i Håkon Skogseid, som er meget løbestæk, god defensivt og har et godt hovedspil. Han er også en rutineret spiller, som har et højt bundniveau. Hallgrimur Jonasson er også en stabil spiller, som vi allerede har talt om tidligere, og som er en voksen spiller

Se også: Officielt: OB'er til Kasakhstan

- Endelig har vi fået to angribere ind. Da Bodul blev løst fra sin kontrakt, skulle vi have noget ind, så vi hentede Dalgaard, der er en notorisk målscorer, og Kenneth Zohore, som i min verden har et uforløst potentiale og har været i for mange klubber. Han har en rigtig fin fysik og en god fart, der gør, at han er en håndfuld for forsvarsspillere. I sine kampe på ungdomslandsholdene har han også vist sig som en målscorer, og det skal vi også have forløst på Superliga-holdet, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

- Jeg mener, at vi er styrkede, og vi har fået flere muligheder, så det mener jeg helt klart. Vi har holdt øjnene åbne gennem hele vinduet, og vi ville gerne have noget ind. Ophævelsen med Bodul gav nogle muligheder, som vi har udnyttet, tilføjer han.

Superliga-klubberne kan stadig tilknytte transferfrie spillere, men det bliver næppe aktuelt i OB.

- Vi kan stadig godt kigge efter at supplere truppen, men som udgangspunkt er vi færdige. Vi er godt tilfredse, og vi får også Mohammed Diarra tilbage fra Africa Cup of Nations, så alt i alt ser det godt ud, siger Jesper Hansen.

Se også: Darko Bodul færdig i OB

Aftalerne med Kenneth Zohore, Thomas Dalgaard og Håkon Skogseid udløber alle til allerede til sommer, hvor OB også skifter cheftræner, når Kent Nielsen kommer til. Det er dog ikke kun på grund af det forestående trænerskifte, at aftalerne ikke er længere.

- Det er en kombination af mange ting. For Håkon Skogseid var det private årsager, der gjorde, at han skulle have en halvårig aftale, mens Thomas Dalgaard lige er kommet til Heerenveen. Det kom på plads i sidste øjeblik, og vi har en forkøbsret på ham, så vi kan se tingene an til sommer. Det samme gælder Kenneth Zohore. Han er ikke bundet af nogen klubber, så hvis alle parter kan se en god ide i at fortsætte efter sommer, kan vi kigge på det, siger Jesper Hansen.

De tre spilleres aftaler er ikke de eneste, der udløber til sommer. Også kontrakterne med Mads Toppel, Emil Ousager, Jacob Schoop og Azer Busuladzic har udløb om et halvt år. Det kan give et travlt sommervindue for OB, men det bekymrer ikke Jesper Hansen.

- Det må tiden vise. I den her verden er der kontrakter, der udløber hvert år, og der er selvfølgelig en risiko for, at spillerne finder noget andet. Omvendt kan klubberne også agere anderledes, men vi ser tiden an. Nu handler det om at præstere, og hvordan det kommer til at se ud til sommer, kan jeg ikke sige noget om endnu, siger han.

Se også: Esbjerg snyder OB: Henter angriber i La Liga

OB har en målsætning om at slutte i top syv i denne sæson, og med den nuværende trup ser Jesper Hansen gode muligheder for, at den bliver indfriet.

- Det ændrer vi ikke på, selvom vi skulle tabe et par kampe. Vi fik ti point i de sidste fem kampe i efteråret, hvilket er et godt snit, og vi ændrer ikke målsætningen i forhold til udskiftninger i truppen. Vi har fået en øget konkurrence i truppen, og det handler om at blive ved med at udvikle tingene, siger Jesper Hansen.

OB har hentet Kenneth Zohore - se hans mål fra Brøndby-tiden her:

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere