OB afventer Sørensen og Lillestrøm

OB ville ikke stå i vejen for Christian Sørensens prøvetræning i Lillestrøm, og nu afventer man spillerens udvikling samt en tilbagemelding fra Norge.

OB-talentet Christian Sørensen var i sidste uge på besøg i den norske klub Lillestrøm for at se forholdene an og være med i en træningskamp fredag. Besøget er nu overstået, og OB afventer nu, hvad der kommer til at ske fremover.

- Christian havde fået en mulighed, som han gerne ville forfølge, og med hans lange tid i OB, ville vi ikke stå i vejen for ham. Vi ville gerne gøre det tidligt, så vi kunne reagere, hvis det skulle blive til mere end et besøg. Vi kan endnu ikke sige, hvad der kommer til at ske, men det var svært at sige nej – også i forhold til at Christian har kontraktudløb til sommer, siger OB's cheftræner Troels Bech til tipsbladet.dk.

Om Christian Sørensen fortsætter karrieren i OB er endnu ikke til at sige, men kantspilleren har ikke fået meget spilletid hos fynboerne i denne sæson.

- Isoleret set er Christian en god spiller, men af forskellige årsager kneb det med spilletiden i efteråret. Det skyldtes både, at han havde en skade og at han er oppe imod skarp konkurrence i især Emil Larsen og Bashkim Kadrii, som vi også har i baghånden. Det er vældig hård konkurrence, og vi har brug for at se et løft i hans spil, hvis vi skal se ham i startopstillingen, siger Troels Bech, der dermed også er afventende i forhold til en eventuel kontraktforlængelse.

Læs også:

Se også: OB sikrer sig EM-helt

- Vi venter og ser, hvordan tingene udvikler sig. Vi må se, om han kan tage næste skridt og dermed komme til at true sine konkurrenter, siger han.

OB har endnu ikke fået en tilbagemelding fra Lillestrøm efter Christian Sørensens ophold i Norge.

- Vi har ikke hørt noget, men vi forventer noget snart. Vi må se, hvad de melder tilbage omkring Christian og tage det derfra. Det er op til flere end os i OB at beslutte, hvis der skal ske mere,siger Troels Bech.

Tidligt på sæsonen brækkede Christian Sørensen benet i en pokalkamp mod NB Bornholm, og det er således kun blevet til 27 minutters Superliga-minutter i denne sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer