Jakob: Det går virkelig godt

Jakob Poulsen viste høj klasse, da OB blev sat på plads

Jakob Poulsen spillede en flot kamp mod OB. (Foto: Claus Bonnerup)
Jakob Poulsen spillede en flot kamp mod OB. (Foto: Claus Bonnerup)

HERNING (ekstrabladet.dk): Om cirka to måneder står der EM på programmet. Og Jakob Poulsen er givetvis en af dem, der kommer med i landstræner Morten Olsens trup.

Og modsat da han blev udtaget til VM i Sydafrika for to år siden, ser det denne gang ud til, at det bliver en Poulsen i superform, der rejser af sted.

Han viste i hvert fald spil af høj klasse, da OB blev sat på plads.

Først scorede han - og siden leverede han et mesterligt oplæg til Danny Olsens 2-0-scoring i form af en flot løftet bold frem i straffesparkfeltet.

- Nej, det var ikke en detalje, vi har trænet i. Den kom helt impulsivt. Heldigvis lykkedes den - for det ser så dumt ud, når man prøver noget smart, og det kikser, smilede en forståeligt tilfreds Jakob Poulsen efter kampen.

Spillemæssigt var han også dominerende.

- Min form er virkelig i top i øjebliket. Tingene fungerer som de skal. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at det fungerer for holdet. Vi ved nu, hvordan hver især arbejder, konstaterede Poulsen, der aldrig følte OB'erne som en reel trussel.

- Jeg kan kun sige, at jeg følte, at vi havde kontrol over tingene hele kampen. Vi vidste, at de nok ville være usikre, hvis vi pressede dem, fordi der er tale om et såret dyr. Og den recept blev fulgt, sagde den EM-varme landsholdsspiller.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere