Horsens forværrede OB's krise

Rødt kort blev kostbart for fynboerne. Spelmann afgjorde dysten efter pausen

Anders Møller var ikke enig i sit røde kort (Foto: René Schütze)
Anders Møller var ikke enig i sit røde kort (Foto: René Schütze)

OBs forsømte, forfærdelige, frygteligt elendige forår fortsætter. I dag blev det bronze-bejlerne fra Horsens, der satte endnu et søm i den fynske forårskiste, da de på Martin Spelmanns scoring i anden halvleg tilføjede OB deres femte nederlag i træk, der samtidig var en tangering af klubbens negative rekord.

Nedrykningsstregen begynder nu for alvor at dukke op i faretruende nærhed for de pressede OB'ere.

God, aggressiv OB-start
OB havde inden kampen ellers lagt op til, at de mange positive takter fra klubbens seneste Superliga-kamp mod Brøndby skulle følges op i dag. Og fra start af lignede fynboerne også et hold, der troede på, at en tiltrængt opmuntring ville komme i dag.

En tændt Rurik Gislason var stærk før pausen, og han havde OB'ernes bedste tilbud i kampen, da han huggede en afslutning på stolpen. Mens regnen væltede ned over stadion lagde fynboerne aggressivt ud, og dominerede starten.

Unge Frederik Rønnow blev testet i målet, og en Bashkim-afslutning efter et par gode driblinger på kanten af feltet, blev verfet til hjørne af Horsens' unge bagerste skanse.

Rødt kort til anføreren
Som halvlegen nærmede sig sin afslutning døde kampen lidt ud, men i slutminutterne blev der drama, som skulle koste OB dyrt resten af kampen. Den rutinerede Anders Møller Christensen havde fat i Horsens' Martin Spelmann, der var fri foran mål.

Trods Spelmann kom til chancen tildelte dommer Lars Christoffersen de gule et frispark på kanten af feltet, udviste Anders Møller i en kendelse, som vil blive heftigt diskuteret efter kampen. Overtallet udnyttede Horsens til fulde efter pausen.

Først brændte Martin Spelmann på et næsten tomt mål, men han tog revanche kort efter. På kanten af feltet sendte han føringsmålet i buret, og sendte endnu en krise-pil gennem de trængte OB'ere.

OB var væk efter pausen
Det var ikke meget, de blå og hvid-stribede bød ind med i kampens sidste 45 minutter, og Horsens var tættere på 2-0, end OB var på det uafgjorte resultat. Både Anders Nøhr - med en gigantisk mulighed, og Johan Absalonsen med større skarphed kunne have gjort sejren større.

Men 1-0 var så rigeligt for Horsens. De tilførte OB det femte nederlag i træk, og fik selv lidt luft i kampen om bronzemedaljerne.

Lyngby ånder nu for alvor OB i nakken, hvor de kun er fem point efter fynboerne, der er gået totalt i stå, og som fortsat ingen glæde har fået af trænerfyringen af Henrik Clausen.

OBs forfærdelige forår bare fortsætter og fortsætter.

1 af 2 OB har stadig ikke rejst sig (Foto: René Schütze)
2 af 2 Anders Møller var ikke enig i sit røde kort (Foto: René Schütze)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere