OB-boss: Der skal skiftes ud i spillertruppen

OB's nye sportsdirektør Poul Hansen varsler udskiftninger i spillertruppen, hvor flere profiler ikke vil få forlænget deres kontrakter

Peter Utaka og flere andre profiler har kontraktudløb til sommer. Nogle af dem vil ifølge Poul Hansen ikke blive forlænget. (Foto: Lars Poulsen)
Peter Utaka og flere andre profiler har kontraktudløb til sommer. Nogle af dem vil ifølge Poul Hansen ikke blive forlænget. (Foto: Lars Poulsen)

Knap har han sat sig til rettet på chefgangen i Odense Boldklub, før han varsler udskiftninger i spillertruppen.

Sportsdirektør Poul Hansen har meldt ud, at OB's spillestil skal være mere angrebsorienteret og sydlandsk inspireret, og for at gennemføre den ændring, skal der renses ud i truppen.

- Vi vil gå en anden vej, og det kræver lidt udskiftning i truppen. Når så mange kontrakter løber ud, holder du ikke dem alle sammen. Helt sikkert ikke. Nogle af dem vil vi prøve at forlænge. Men der skal også nye spillere ind, og dem bliver man nødt til at caste, så de spiller den type fodbold, vi spiller nu og om 3-4 år. De nye skal kunne nogle andre ting, siger Poul Hansen til DR.

Læs også: Poul Hansen: OB-spillerne mangler sult og klasse.

Blandt de profiler, hvis kontrakter udløber til sommer, finder man Chris Sørensen, Eric Djemba-Djemba, Peter Utaka og Stefan Wessels, skriver DR.

Poul Hansen har ingen planer om at ofre cheftræner Henrik Clausen på taktikkens alter, forsikrer han om. Træneren får mindst et år til at vende den igangværende, resultatmæssige krise.