OB-træner sammenligner FCK med et bjerg

Henrik Clausen mener, at OB skal bestige et bjerg, hvis de skal indhente FC København i Superligaen

César Santin blev matchvinder i FCK's sejr over Lyngby. (Foto: Jens Dresling)
César Santin blev matchvinder i FCK's sejr over Lyngby. (Foto: Jens Dresling)

OB-træner Henrik Clausen kalder det vigtigt, at fynboerne efter nederlag til Villarreal og Sønderjyske omsider fik rejst sig med en 3-1-sejr over Silkeborg.

- Den betyder meget og giver os først og fremmest noget selvtillid, efter at vi har tabt de to seneste kampe, siger Henrik Clausen til TV2 Sport.

- Jeg har hørt, at vi ikke har vundet i Silkeborg i lang tid, og det fik vi også slettet nu.

Sejren betyder, at afstanden mellem OB og Superligaens tophold, FC København, fortsat er på otte point, efter at FCK tidligere lørdag vandt med 1-0 i Lyngby.

Men Henrik Clausen er ikke meget for at fokusere på afstanden til FCK.

Én kamp af gangen
- Den bedste måde at bestige et bjerg på er at tage en kamp af gangen, selv om det måske lyder lidt kedeligt at sige det sådan.

OB havde som sædvanlig Hans Henrik Andreasen som målscorer. Han udlignede til 1-1 i begyndelsen af anden halvleg, og kort efter øgede Peter Utaka til 2-1.

- De mål ødelægger det for Silkeborg. De giver os selvtillid, mens de får én over nakken, siger Andreasen.

OB møder i næste spillerunde AC Horsens på udebane.