OB'er: Går galt, da vi kommer foran

OB’s midtbanespiller Hans Henrik Andreasen har ingen forklaring på, hvorfor OB igen smed en føring over styr

Hans Henrik Andreasen ærgrer sig over endnu et pointtab. (Foto: Jesper Dall)
Hans Henrik Andreasen ærgrer sig over endnu et pointtab. (Foto: Jesper Dall)

OB indkasserede et smertefuldt 1-2 nederlag hjemme mod FC Nordsjælland. Det var anden gang på fire dage, at fynboerne smed en føring efter pointdelingen mod FC Midtjylland i mandags.

Det ryster OB’s midtbaneprofil Hans Henrik Andreasen.

- Det, der går galt, er, at vi kommer foran 1-0. De sidste par gange vi er kommet foran tidligt i kampen, så har vi ikke vundet. Indtil vi kommer foran, går det fint, men når vi gør det, så lader vi FC Nordsjælland komme ind i kampen, siger Hans Henrik Andreasen.

Han har svært ved at forstå, hvorfor det igen gik galt i kampen mod FC Nordsjælland.

- Jeg ved ikke hvorfor. Hvis jeg kunne svare på det, havde jeg sagt det til holdkammeraterne i pausen. Ubevidst går vi ned i tempo, og måske tror folk, at vi har vundet, når i kommer foran. Det er meget irriterende, siger en skuffet Andreasen.

Han mærker nu presset fra FC Midtjylland og Brøndby i sølvkampen.

- En sejr i dag ville have gjort de to uafgjorte resultater mod Brøndby og FC Midtjylland gode, men nu kan vi ikke bruge det til noget, fortsætter ham.

Cheftræner Henrik Clausen var også skuffet efter nederlaget, men fandt alligevel overskud til at lykønske FC København med mesterskabet, der kom i hus efter OB’s nederlag.