Rørt Helveg: Det er vanvittigt

Tennis-cifre, hyldest fra et helt stadion og snekaos. Thomas Helvegs sidste hjemmekamp for OB havde det hele

...og smed så tøjet. (Foto: Per Rasmussen)
...og smed så tøjet. (Foto: Per Rasmussen)

39-årige Thomas Helveg spillede i dag sin sidste Superliga-kamp. Den rutinerede back kan stadig få en kamp mere for OB, når holdet spiller Europa League mod Stuttgart på udebane, men det er slut med at optræde på Odense Stadion.

Og den populære spiller fik med 6-0 sejren over AaB en afsked, han aldrig glemmer.

- Det var fantastisk. Og fantastisk vanvittigt, siger Thomas Helveg til TV2 Sport.

- At slutte af med en sejr på 6-0 kunne ikke være bedre. Kulissen var helt fantastisk. Banen var grøn, da kampen startede, men hvid af sne, da jeg gik fra banen. Det var stort, siger han.

Den tidligere landsholdsspiller, som nåede 108 kampe i rødt og hvidt, har svært ved at pege højdepunkterne ud. For der er så mange.

- Jeg kan og vil ikke udpensle, hvad der har været godt og dårligt. Men nogle af højdepunkterne var min første landskamp, min første kamp for OB og min første kamp i Italien.

- Men der har været små højdepunkter hele vejen igennem, som jeg er ufattelig stolt over. Den modtagelse og afsked, jeg oplevede i dag, var også helt fantastisk. Det overskred langt mine forventninger og er noget af det største i karrieren, mener Helveg.

Ingen afsløringer
Helveg blev spurgt om, hvad fremtiden bringer, og han lagde ikke skjul på, at den er i OB i en eller anden funktion. Men om det bliver som træner, sportsdirektør eller noget andet, ville han ikke afsløre.

Thomas Helveg skiftede i 2007 tilbage til barndomsklubben OB, som han også spillede for i perioden 1989 til 1994, og tanken var, at comebacket til dansk fodbold i 2007 kun skulle vare et enkelt år.

Men det varede yderlige et par år, også selv om Helveg på det seneste ikke har været fast mand i OB.

- Jeg havde gnisten, lysten og viljen til at arbejde endnu mere vel vidende, at jeg måske ikke skulle spille mere end hver fjerde søndag.

- Jeg følte også, at jeg havde så meget andet at byde ind med. Når huset brænder er det vigtigt med nogen, der kan slukke branden, sagde Thomas Helveg - utvivlsomt med henvisning til den seneste krise i OB. .