Absalonsens fede lønforhøjelse

Med sin nye kontrakt har Johan Absalonsen mere end firdoblet sin løn i OB

Johan Absalonsen kan glæde sig over en ganske pæn lønforhøjelse i OB. (Foto: Lars Poulsen)
Johan Absalonsen kan glæde sig over en ganske pæn lønforhøjelse i OB. (Foto: Lars Poulsen)

Det var kontraktens længde – ikke lønnen – der var knasten i de langstrakte forhandlinger mellem Johan Absalonsen og OB.

Dén poker vandt en spiller for en sjælden gangs skyld over landets p.t. bedste indkøbschef, Kim Brink. Derfor er Johan kun forlænget med et år i den fynske ådal, hvorefter han senest nytår 2010 formentlig forfølger sine udlandsdrømme transfer- og toldfrit i en ny klub.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kommer den 24-årige fløjspiller fra Flemløse til minimum at firedoble sin nuværende hyre, så han i næste kalenderår kan se minimum 250.000 kroner dytte ind på sin konto hver måned.


Altså en årsløn på tre millioner kr. og dermed en pæn stigning fra de ca. 60.000 kroner, Johan Absalonsen hidtil har høstet månedligt i OB.

– Lønnen har ikke været problematikken, knasten har været min ambition om at komme til udlandet på et tidspunkt. Som efteråret er skredet frem, er det blevet mere og mere interessant at være i OB – også i og med at jeg er kommet tættere på landsholdet ved at spille i OB. Det ville også have gjort lidt for ondt at sidde et eller andet sted i udlandet og se gutterne vinde guld – hvis det altså ender så vel, siger Johan Absalonsen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere