OB lurer på Djiby Fall

Mulig lejesvend: OB overvejer at leje sin tidligere topscorer Djiby Fall , der er gået fuldstændig i stå i Lokomotiv Moskva

Senegalesiske Djiby Fall scorede 18 mål for OB i 31 kampe inden skiftet til Lokomotiv Moskva. (Foto: Lars Poulsen)
Senegalesiske Djiby Fall scorede 18 mål for OB i 31 kampe inden skiftet til Lokomotiv Moskva. (Foto: Lars Poulsen)

Karrieren er på det nærmeste kuldsejlet i Lokomotiv Moskva for den tidligere OB-angriber Djiby Fall.

Han sagde farvel til Danmark som målkonge og kostede på den anden side af 30 mio. kroner, men i Moskva ligger tiltroen til hans evner langt fra den tillid, han oplevede under Lars Olsen i den fynske Ådal.

For Djiby Fall har været en stor fiasko i Lokomotiv Moskva. Den første scoring lader stadig vente på sig i klubben, hvor han indtil videre kun står noteret for 12 kampe. Og blot én af dem har været fra start til slut.

Følger udviklingen
Og nu er Lokomotiv Moskva ifølge Ekstra Bladets oplysninger parat til at udleje den dyrt indkøbte angriber, og OB er interesseret i et lejemål.

- Vi følger naturligvis udviklingen for Djiby meget tæt. Hvis han vil til Danmark, vil jeg ikke udelukke, vi er interesseret i en lejeaftale. Men det handler naturligvis også om de økonomiske aspekter, siger OB-direktør Kim Brink til Ekstra Bladet.

OB er i forvejen godt besat på de offensive pladser med Peter Utaka, Caca, Njogu Demba-Nyrén samt Björn Runström i truppen, men sidstnævnte må forventes at blive solgt i transfervinduet til januar, fordi han er langt fra en startplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere