OB valgte håndbold fra

Den fynske fodboldklub havde muligheden for at gå ind i håndbold i samarbejde med GOG, men takkede nej

OB har i modsætning til mandagens modstander i Superligaen, AaB, ikke kastet sig over håndbold, og det er klubben godt tilfreds med. (Foto: Anders Brohus)
OB har i modsætning til mandagens modstander i Superligaen, AaB, ikke kastet sig over håndbold, og det er klubben godt tilfreds med. (Foto: Anders Brohus)

Da flere fodboldklubber pludselig gik ind i håndboldsporten, havde OB mulighed for at gå samme vej.

Den fynske fodboldklub kunne blive flagskib for en ny håndboldsatsning på øen i samarbejde med GOG, men i modsætning til flere af Superliga-kollegerne valgte OB at sige nej tak til at stige på håndboldtoget.

Håndbold har hidtil været et dyrt bekendtskab for fodboldklubberne, og OB er godt tilfreds med sin beslutning om at holde sig fra håndbold.

- Det ville have krævet masser af ledelsesmæssige ressourcer, og de skulle trækkes ud af fodboldbranchen, som i forvejen er benhård. Samtidig kunne vi ikke få øje på synergieffekterne ved at koble håndbold på, siger Thomas Christensen, der er direktør i Odense Sport & Event - fusionen mellem Odense Congress Center og Odense Boldklub.

Rigeligt med udfordringer
Han understreger, at han ikke er ude på at kritisere de beslutninger, de traf hos AGF, FC København, FC Midtjylland og AaB, men at han kun gør rede for OB’s overvejelser.

- Vi er glade for vores beslutning. Vi har rigeligt med udfordringer. At kaste økonomiske og ledelsesmæssige ressourcer efter håndbold ville ikke harmonere med at drive et Superliga-hold med vores ambitionsniveau, siger Thomas Christensen.

Odense Sport & Event ejer Arena Fyn med plads til over 3000 tilskuere. Men i stedet for håndbold satser den fynske virksomhed i stedet på koncerter og kongresser.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere