Mendy afviser OB's tilbud

Franskmanden afviser fynboernes tilbud om kontraktforlængelse

Bernhard Mendy er ikke tilfreds med OB's udspil. (Foto: Anders Brohus)
Bernhard Mendy er ikke tilfreds med OB's udspil. (Foto: Anders Brohus)

Bernard Mendy er én af de mange spillere, hvis kontrakt løber ud i Ådalen til næste sommer. Franskmanden er allerede blevet forelagt en kontraktforlængelse. Den er bare ikke god nok.

– Jeg var ikke tilfreds med det første udkast og har via min agent bedt klubben om at komme op med noget, der er bedre, siger backen og antyder samtidig, at der også kan justeres på økonomien.

FCM skaber krise i OB

– Jeg er meget glad for at være her, for klubben, for menneskene omkring den og for fansene, som jeg har indtryk af også kan li' mig. Men jeg vil meget gerne have en afklaring inden udgangen af december, så jeg synes ikke, klubben skal vente for længe – men jeg vil heller ikke sætte lederne under pres, siger han.

FCK lurer på OB-angriber

Det først udlæg fra OB gik på en forlængelse på ét år, og det er ikke nok.

– Jeg har familie og behov for at kunne planlægge længere end det. Jeg har sagt, jeg vil have en to- eller treårig forlængelse, afslører Bernard Mendy, der småskadet måtte udgå med et riv i det ene baglår.