OB vil være europæisk storhold

- Vi skal i hvert fald være i top 50 i Europa, siger OB-direktør Kim Brink, som dermed skal overhale hold som Atletico Madrid, Dinamo Kiev, Lazio og Galatasaray

Kim Brink vil rykke OB ind i den europæiske top-50. (Foto: Ole Frederiksen)
Kim Brink vil rykke OB ind i den europæiske top-50. (Foto: Ole Frederiksen)

Paris St. German, Atletico Madrid, Dinamo Kiev, Lazio, Udinese, Galatasaray, Besiktas, Everton, Manchester City, Feyenoord. Listen fortsætter. Listen over de stærke hold, som det fynske fodboldflagskib OB skal sejle agterud på UEFA's klubrangliste, hvis ambitionerne skal opfyldes.

- Vi skal i hvert fald være i top 50 i Europa. Mindre kan ikke gøre det, siger nemlig OB-direktør Kim Brink til Ritzaus Bureau.

- Vi skal være stærke nok til at komme med i en kommende europæisk liga. Det er vores fremtidsvision. I dag har man Champions League og UEFA Cup, men i fremtiden vil det nok blive delt op i regioner og divisioner. Det er min fornemmelse. Der skal vi være store, stærke og dygtige nok til at være med, siger Brink.

Superligaens tophold ligger i øjeblikket nummer 120 på UEFA's rangliste, mens FC København på 86. pladsen er det bedst placerede danske hold. Men OB'erne har en plan, der skal katapultere dem op i den europæiske top 50. I første omgang skal to danske mesterskaber inden 2015 fylde stadion med tilskuere.

- Vi vil fortsætte med at udvide tilskuertallet og antallet af sponsorer, og derfor kræver det, at vi på et tidspunkt får udbygget stadion igen, siger OB-direktøren, som i gennemsnit har haft omkring 10.000 tilskuere på Fionia Park i denne sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere