Troels Bech: Et voldsomt år i OB

OB-træner Troels Bech ser tilbage på et 2013, hvor fynboerne har oplevet stor udskiftning på og uden for banen

Troels Bech. (Foto: Lars Poulsen)
Troels Bech. (Foto: Lars Poulsen)

Når superligakampen mellem OB og FC Nordsjælland fredag aften bliver fløjtet af, kan OB’s cheftræner Troels Bech se tilbage på et begivenhedsrigt år i spidsen for den fynske klub. 

OB indledte foråretåret på en fjerdeplads i Superligaen med ambitioner om at spille sig i Europa, men endte som nummer ti efter et rædsomt fynsk forår, og selvom der har været stor fremgang i efteråret, leder fynboerne stadig efter stabilitet. 

Troels Bech er da heller ikke bleg for at kalde det forgangne år ’voldsomt’. 

- Det har været et ret voldsomt år. Hvis man bare tager personaletingene først: Vi har skulle tilpasse os økonomisk, og derfor har vi sagt farvel til spillere, der har haft en god tid i klubben og også kunne have været her endnu, for eksempel Andreas Johansson og Hans Henrik Andreasen i vinter, men også en god håndfuld i sommer. 

- Vi har også fået nye ind, og igennem 2013 har vi haft så stor udskiftning, at vi reelt kun har to stamspillere tilbage fra sølvholdet i form af Anders Møller Christensen og Espen Ruud. Der har været stor udskiftning i truppen, der er kommet to nye assistenttrænere til i løbet af året, en sportschef er stoppet, vi har skiftet administrerende direktør, jeg har dobbeltjobbet i foråret og haft stor begejstring over, at Jesper Hansen kom til sommer.

Kraftoverskud
- Det er en stor udskiftning, og vi kan oven i det lægge, at organisationen omkring os også er ved at blive tilpasset. Stærke og gode medarbejdere, der har været her gennem mange år, er begyndt at stoppe. Det har været et meget omskifteligt år på den front, siger Troels Bech til tipsbladet.dk

Han er dog fortrøstning omkring fremtiden i OB, for hvor der var store spillemæssige vanskeligheder i foråret, har det været bedre i efteråret.  

- Det tog et meget voldsomt dyk i foråret, og det har vi beskrevet mange gange og meget grundigt. I efteråret har vi haft nogle procesmål om, at vi ikke kun skulle have 18-19 spillere i strålende form, men alle. Det har vi fået, og i slutningen af efteråret har vi haft et kraftoverskud i forhold til modstanderne mod slutningen af kampene. Det kan vi se i vores data, så der er vi kommet et stykke vej. I forhold til defensiven kan vi jo ikke trække en kamp fra, men kunne man fraregne 3-6-nederlaget til AGF, lå vi rigtig fornuftigt. Oplevelsen af at vi bevæger os den rigtige vej er til stede på det punkt, siger Troels Bech.

Inden efterårets sidste spillerunde ligger OB på femtepladsen, og Troels Bech holder fast i, fynboerne skal sigte mod en midterplacering i denne sæson. 

- Vi er stadigvæk ukonstante, men vores bedste niveau bliver bedre og bedre – hvilket man også så mod AGF. Forventningen til sæsonen om, at vi kommer til at kæmpe for at komme med i midten synes foreløbigt at være bevist, men også at vi godt kan tillade os at have den målsætning. Det er summen på det, jeg har set i 2013, siger han. 

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer