Storvask på vej: OB tvunget til salg

Superligaklubben fra Ådalen kan blive nødt til at skille sig af med flere profiler til sommer

Emil Larsen er en af de OB-spillere, der meget vel kan være fortid i klubben inden længe. (Foto: Lars Poulsen)
Emil Larsen er en af de OB-spillere, der meget vel kan være fortid i klubben inden længe. (Foto: Lars Poulsen)

2013 har ikke været en dans på roser hverken sportsligt eller økonomisk for Fyns fodboldflagskib, OB. Selskabet bag klubben Odense Sport og Event kom ud af 2013 med et astronomisk underskud på næsten 32 millioner kroner.

Derfor skal omkostningerne i klubben formindskes markant til sommer, og det kan betyde farvel til flere af klubbens vigtigste spillere, efter et 2013 hvor man brugte flere penge på køb end salg.

De to største salgsobjekter er Rasmus Falk, der på rygtebasis er meldt til den traditionsrige danskerklub Ajax Amsterdam, og Emil Larsen som kan købes for en pris på én million euro. En pris, der ikke skræmmer udenlandske bejlere væk.

Se også: OB på forsvarsjagt til sommer

Men her stopper sparerunden langtfra. Flere løntunge spillere, som blandt andre Anders Møller Christensen, Espen Ruud og Morten Skoubo, har kontraktudløb til sommer, og deres farvel kan frigive livsvigtig kapital til det spegede budget.

Ond spiral
De seneste år har nemlig været en lang økonomisk nedtur for fynboerne, som har oplevet en deroute, der kun er blevet værre og værre. De seneste fem år har klubben haft røde tal på bundlinjen.

Og selv om man har nedbragt omkostningerne ved blandt andet at skære i antallet af medarbejdere, viste 2013 et historisk stort underskud. Derfor har ledelsen også meldt ud, at der skal spares i 2014, hvilket kan koste både spillere og medarbejdere deres job.

Se også: OB overvejer Juventus-danskers fremtid

Der er dog ikke nogen grund til panik endnu. For selskabet er trods de røde tal stadig velpolstret med en egenkapital på 51 millioner ved udgangen af 2013.

Derfor er deres eksistensgrundlag endnu ikke truet som deres ligakonkurrenter fra AaB, som er nødsaget til en kapitaludvidelse, hvis de skal holdes oven vande økonomisk.

Ledelsen i Odense Sport og Event har da også indset alvoren, for 51 millioner kroner kan hurtigt gå op i røg, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Se også: Spelmann: Vi sidder med lorten

I skrivende stund er det kun Espen Ruud, som med sikkerhed forlader klubben, mens det 19-årige Viborg-talent Lucas Jensen kommer den anden vej.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Rasmus Falks agent, Mads Bach Lund, om rygterne, der sender hans klient til Holland. Han har ikke ønsket at udtale sig.

Anders Møller Christensen (tv.) og Espen Ruud er nogle af de OB-spillere, der meget vel snart kan være fortid i Ådalen. (Foto: Jens Dresling) Plus Se listen: OB-stjerner på udsalg

Klik dig ind i EKSTRA-universet ovenfor og læs mere om de spillere, der står på tærsklen til et OB-exit.

0 kommentarer
Vis kommentarer