Fejl i stribevis i FCK-triumf

Johan Wiland og Jesper Christiansen i intern dyst på kiks. Svenskeren ’vandt’ med to - men grinede alligevel højest, da topkampen var slut

Claudemir blev FCK-matchvinder med sin scoring til 3-2. (Foto: Lars Poulsen)
Claudemir blev FCK-matchvinder med sin scoring til 3-2. (Foto: Lars Poulsen)

ODENSE (ekstrabladet.dk): For nogle få sæsoner siden kæmpede de hårdt om pladsen i Løveburet - Jesper Christiansen og Johan Wiland. Svenskeren vandt den duel, og Jesper Christiansen måtte på en lang, træls omvej over Elfsborg, før manden fra Ølstykke endte, hvor det hele i Superliga-forstand begyndte - i OB.

Søndag aften mødtes de så igen. Denne gang til topduel i Superligaen og det, der i indledningen lignede en dyst på fejl. Igen med svenskeren som vinder.

Men også som manden, der kunne gå grinende ud af stadion i Odense med sejren og tre point klar til at pakke i håndtasken efter 3-2-sejr i en underholdende dyst.

Først gik Jesper Christiansen fejl af et hjørnespark og boksede bolden ind i hovedet på sin sagesløse medspiller Daniel Høegh til københavnsk føring efter 10 minutter.

Syrlige drops
Men så overtog Johan Wiland scenen. Svenskeren, der yderst sjældent begår fejl, havde åbenbart smurt handskerne i sæbe og lod bolden suse mellem labberne på Emil Larsens bløde forsøg kort før den halve time. Kuglen kunne lige akkurat fortsætte sejladsen ind i nettet til fynsk udligning.

Men dermed var det slet, slet ikke slut med de syrlige drops på den første Superliga-søndag i Odense.

Ragnar Sigurdsson og Johan Wiland misforstod hinanden totalt, så hverken islænding eller svensker fik fat i bolden kort før pausen. Læderet hoppede mellem benene på FCK-keeperen, og OB’s ny-indkøb, kroatisk bosniske Darko Bodul, havde ikke større problemer ved med venstrebenet at sparke nedfaldsfrugten ind til 2-1 føring.

Så var der hoppestemning i den ene ende af banen - mens FCK’s mange medrejsende fans forholdt sig noget mere roligt i den anden ende af banen på en aften, hvor 10.314 tilskuere troppede op til et tidligt topbrag i ligaen.

Elegant udligning
Nicolai Jørgensen var kampen igennem en oplevelse. Den unge landsholds-spiller lignede hele tiden en mand, der med solidt overblik og stor selvtillid i enkelte aktioner kunne vende kampen til københavnsk fordel.

Det gjorde han så, da han kort efter pausen satte gang i et solidt raid over 40 meter, satte adskillige OB-spillere undervejs for så at spille bande med Daniel Jensen, inden han elegant chippede bolden ind til 2-2. Denne gang mod en relativt sagesløs målmand.

Dermed var paraden over fejl ikke slut. Langt fra. OB’s unge Kasper Larsen forsømte ganske enkelt at losse læderet i kredsløb omkring Saturn og lod Nicolai Jørgensen få tid og plads til at smække bolden videre til Claudemir, der 20 minutter før tid bragte FCK i front 3-2.

Og kvitterede med at omfavne Johan Wiland helt nede i den anden end af banen. Skaden var gjort god igen!

FCK fører fortsat Superligaen med 12 point ned til FC Nordsjælland på anden pladsen. Marchen mod et af de mere overlegne mesterskaber er en runde tættere på målet!

[[[[[[[[[

SUPERLIGA-RUNDE 21

Silkeborg-AaB 3-2
0-1 Kasper Pedersen (3. minut)
1-1 Jesper Bech (17. minut)
1-2 Patrick Kristensen (49. minut)
2-2 Kasper Risgård (69. minut)
3-2 Marvin Pourie (74. minut)
Tilskuere: 3.409.

FC Midtjylland-SønderjyskE 1-0
1-0 Petter Andersson (32. minut)
Tilskuere: 4.365.

FC Nordsjælland-AC Horsens 1-0
1-0 Kristian Lindberg (8. minut)
Tilskuere: 5.112.

Brøndby-Randers FC 0-2 (0-1).
0-1 Ronnie Schwartz (9. minut/str.)
0-2 Nicolai Brock-Madsen (81. minut)
Udvisning: Martin Albrechtsen, Brøndby (8.)
Tilskuere: 8.305.

OB-FC København 2-3 (2-1).
0-1 Daniel Høegh (11. minut/selvmål)
1-1 Emil Larsen (27. minut)
2-1 Darko Bodul (34. minut)
2-2 Nicolai Jørgensen (54. minut)
2-3 Claudemir (70. minut)
Tilskuere: 10.314.

]]]]]]]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere