OB er interessant for Thomas Dalgaard

Thomas Dalgaards agent fastslår, at OB kunne være en interessant klub for Superligaens topscorer.

Viborgs Thomas Dalgaard kan være på vej til OB. (Foto: Ernst van Norde)
Viborgs Thomas Dalgaard kan være på vej til OB. (Foto: Ernst van Norde)

Transfervinduet er nu officielt åben, men Thomas Dalgaard har stadig i skrivende stund udsigt til en sæson i den næstbedste danske række for Viborg. Rygter er der dog nok af, når det gælder sidste sæsons Superliga-topscorer, og de fleste indebærer OB, der nu af et par omgange har været sat i forbindelse med den 30-årige angriber.

Fynboerne har sagt farvel til Mustafa Abdellaoue og Morten Skoubo og har meldt ud, at man skal hente en ny angriber i løbet af sommeren. OB vil dog ikke bekræfte den påståede interesse i Thomas Dalgaard. I angriberens lejr lægger man imidlertid ikke skjul på, at Fyn kunne være en fin endestation for Dalgaard i transfervinduet.

Se også: FCM vil hente Skandinaviens guld  

- OB er helt sikkert en interessant klub for Thomas. Jeg har endnu ikke hørt noget konkret, men jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at der forhandles mellem Viborg og OB. Mig bekendt er der ikke kommet noget bud på Thomas endnu, men der er stor interesse - fra danske og udenlandske klubber, siger Thomas Dalgaards agent, Antoni Alexandrakis, til tipsbladet.dk.

Sæsonstarten nærmer sig med hastige skridt. Hvor tror du, Thomas spiller, når sæsonen går i gang?

- Det kan jeg ikke svare på. Han har en kontrakt med Viborg, og den må vi respektere. Vi har heller ikke travlt, så vi væbner os med tålmodighed og ser, hvad der sker.

Se også: FCN og Molde slås om ung nordmand  

Vil du ikke mene, at Superligaens topscorer er for god til at spille i 1. division?

- Det har jeg ingen kommentarer til, lyder det fra agenten.

BT skriver fredag, at OB har budt to millioner for Thomas Dalgaard, men at Viborg har afvist. Klubben fra domkirkebyen kræver angiveligt mellem fire og fem millioner for den blonde målmaskine.

0 kommentarer
Vis kommentarer