Det har været et par frustrerende kampe for OB, der har dummet sig mod Lyngby og AC Horsens i klubbens seneste to kampe.
Og frustrationer så tilsyneladende ud til at tage overhånd for OB's unge venstreback Aske Adelgaard.
Efter kampen i Horsens var han ovre og få en krammer af en tilskuer, og da han var på vej væk igen, var der en ung fan, der råbte ad ham, hvilket fik Adelgaard til at lave en 180 graders vending og gå direkte over til den unge fan for at konfrontere ham.
Efter et par korte udvekslinger forsøgte Adelgaard at hoppe op på tribunen og få fat i den unge fan, inden den samme person, som Adelgaard netop havde krammet, kom til undsætning og skubbede den unge fan væk.
Efter episoden forsøgte Viaplay forgæves at få en kommentar fra Adelgaard.
Ekstra Bladet har været i kontakt med OB's kommunikationschef, Rasmus Nejstgaard, der dog ikke kan bidrage til opklaringen af balladen.
U21-landsholdsspilleren blev skiftet ind efter 77. minutter og fik raget et gult kort til sig, hvilket betyder, at han har karantæne i OB's næste opgør mod Silkeborg på næste søndag.
I selve kampen blev AC Horsens reddet af to straffespark, der begge blev omsat til scoringer, og de fik dermed sikret sig et vitalt point i kampen om at holde AaB og Lyngby bag sig i tabellen.