Efter gigantisk øretæve: Tøffe revser OB

Ekstra Bladets fodboldekspert, Stig Tøfting, sender lidt af en bredside af sted mod det fynske fodboldflagskib OB

Stig Tøfting er langt fra imponeret over
Stig Tøfting er langt fra imponeret over

DET ER SJÆLDENT, at hold i Superligaen bliver udsat for en regulær rundbarbering, hvor man bliver udstillet i alle spillet facetter.

Det er ligaen trods alt for lige til, men jeg skal da lige love for, at OB og Kent Nielsen fik ørerne i AaB’s maskine.

5-1 i Aalborg og den øretæve har fået al snak om Kent Nielsens fantastiske start i OB til at forstumme fuldstændig – og det må give nogle grå hår hos OB-folkene, at man kunne synke så dybt.

Det var AaB’s mænd mod OB’s drenge.

Jeg må også krybe til korset og indrømme, at jeg var en af dem, der også havde høje forventninger til OB.

Blandt andet fordi jeg mener, at Kent Nielsen er en fantastisk dygtig træner, og så fordi jeg mener, at OB’s trup burde være konkurrencedygtig til at kæmpe med om den fjerdeplads, jeg forudsagde før sæsonen.

Se også: Superliga-profiler i dag: De kan være væk inden mandag

Det kan de selvfølgelig sagtens nå, men når jeg sidder og kigger på nedsmeltningen i Aalborg, så kan det være, at jeg må gøre ligesom med mine aktier: Nedjustere mine forventninger …

SELV OM KENT Nielsen sympatisk nok beskyttede sine spillere efter blamagen, så må han have været rystet over, hvor mange individuelle og taktiske fejl OB kunne nå på 90 minutter.

Videoanalysen må have gjort spillerne flove – og lur mig, om ikke det bliver til at se på OB’s opstilling mod FCK.

En spiller var særskilt sløjt kørende, nemlig Mohammed Diarra, og lad os da bare fået slået fast med det samme, at han efter min mening ikke er god nok til Superligaen!

Mod AaB var han foretrukket frem for Lasse Nielsen i midterforsvaret. Angiveligt fordi han er bedre med bolden, men det var en katastrofe – og jeg forventer ikke, at Diarra spiller mod FCK.

Se også: OB tester klublegendes søn

Sidst, OB vandt med Diarra på holdet, var 8. maj 2014 – og man kan mene, at det er en ligegyldig statistik, men en træner er nødt til at se på, hvilke spillere der vinder kampe for ham.

Jeg kan bruge mit eget eksempel fra Bolton, hvor mange mente, at Sam Allerdyce ikke gav mig en reel chance, da jeg vendte tilbage fra min skade efter VM i 2002. Det er helt forkert.

Jeg fik chancen i fire kampe. De to, jeg startede inde i, tabte vi – og de to, hvor jeg blev skiftet ind, førte vi 1-0 i den ene og fik uafgjort, og den anden smed vi point efter uafgjort ved min entré.

Det var sådan set ikke min skyld, at vi smed point i de fire kampe, men jeg havde heller ikke bidraget til et positivt regnskab, så efter de fire kampe blev vi enige om at ophæve min kontrakt en måned før udløb.

Bare for at fortælle, at en træner må se på, hvem der kan vinde kampe, og hvem der ikke kan.

HVAD ER ELLERS opgaven for Kent Nielsen til opgøret mod FCK i morgen?

Ja, han skal have sat det forsvar ordentligt sammen, nu hvor Mikkel Kirkeskov er ude med karantæne. Det er alt for vakkelvornt, hvilket også ses af, at OB er det hold, der har lukket flest mål ind, nemlig 12 i fem kampe.

Det startede så godt for Kent Nielsen, men senest blev det store smæk til hans OB i hans gamle Aalborg (Foto: René Schütze)
Det startede så godt for Kent Nielsen, men senest blev det store smæk til hans OB i hans gamle Aalborg (Foto: René Schütze)
 

Se også: Kent Nielsens mareridt: Ramt på stoltheden

Opgaven må helt klart være på den defensive organisation, som før har været Kent Nielsens fokus.

Det er ikke nødvendigt at sætte spillerne op efter den blamage, og slet ikke når modstanderen er FCK på hjemmebane. Det handler altså for Kent Nielsen om det taktiske og ikke det mentale.

Er OB ikke mentalt parate, så bliver de skilt ad af et FCK-hold, der er tvunget til at hente tre point efter tre uafgjorte i træk.

Michael Tørnes i OB’s mål har ikke overbevist mig om, at han har Superliga-klasse, og selvfølgelig kan OB ikke vide, at Falkesgaard bliver ramt af en alvorlig skade, men kunne man ikke have gjort det bedre og hentet mere kvalitet på den post?

En redningsprocent på 43 taler sit tydelige sprog, så mon ikke FCK bare skal hakke på kassen …

Når jeg kigger på holdet, så synes jeg egentlig, at det er blevet stærkere end det, Ove Pedersen havde at råde over. Alligevel formåede Ove Pedersen at hente et pointgennemsnit i OB, der ville have givet en top seks-placering.

Rasmus Festersen har været en klar forstærkning, Oliver Lund har været o.k. – bare ikke i Aalborg, og Anders ’AK’ Jacobsen skal nok levere varen.

Rasmus Festersen startede sæsonen i målform (Foto: Michael Hansen)
Rasmus Festersen startede sæsonen i målform (Foto: Michael Hansen)
 

NÅR DET KOMMER til de offensive profiler, så startede Rasmus Falk sæson fint, men med transfersnak om en OB-afgang, så er han ikke lige så iøjnefaldende mere, mens Emil Larsen også er faldet støt i niveau efter en start med ny træner og publikum på sin side.

De to profiler skal også vise noget mere, hvis OB igen skal belønne alle de fynboer, der ellers er begyndt at komme på stadion i Odense.

Transfervinduet er stadig åbent, og hvis sportschef Jesper Hansen har penge tilovers, så ville jeg købe en ny målmand og en ny midterforsvarer. Vælter de sig i penge, så hiv en central midtbanespiller ind også – og så kan det sagtens være, at mit bud på en fjerdeplads holder.

Heldigvis er fodbold så finurligt indrettet, at man hver eneste uge kan vaske tidligere fiaskoer væk. En sejr over FCK, så er AaB-kampen lynhurtigt glemt. I fodboldens verden er du til eksamen hver uge.

Se også: Tilbudt tre-årig kontrakt: Bendtner foran klubskifte

Se også: Tidligere Liverpool-profil i sexistisk angreb

Se det nye indslag om den nye OB-angriber Anders K. Jacobsen her:

12 kommentarer
Vis kommentarer