Emil nægter at sige undskyld

OB reagerer nu på Emil Larsen-sagen med en masse ord - men helt uden konsekvens

OB har sendt en pressemeddelelse ud med en mass ord - men 'undskyld' mangler i samlingen.
OB har sendt en pressemeddelelse ud med en mass ord - men 'undskyld' mangler i samlingen.

Så stiger den hvide røg op over den fynske ådal efter rabaldermødet mellem Emil Larsen og sportschef Jesper Hansen oven på stjerne-spillerens udfald mod klubbens fans i aftes.

Cheftræner Ove Pedersen kunne ikke fuldføre mødet, der kom sent i gang.

- Jeg skal ud at træne med de spillere, der ikke spillede i aftes, forklarer Ove Pedersen.

Se også: Cool nok, Emil - men du er færdig i OB!

OB skriver i en pressemeddelelse som konklusion på mødet:

- Det er klart, at vi som klub ikke kan acceptere, at en spiller siger, at han ikke kan lide vores fans, og derfor har vi haft en snak med Emil i dag for at finde frem til, hvad der var årsag til hans udtalelse. Vi har haft en fornuftig dialog, og vi kan forstå, at Emil ikke har haft i sinde at tale om klubbens fans generelt, men at han var træt af, at der var nogle enkelte, der var på nakken af ham undervejs i kampen, siger Jesper Hansen.

Emil Larsen konstaterede tirsdag aften tørt: - Fansene kan ikke li' mig - jeg kan heller ikke li' dem!

Den kommentar kan Jesper Hansen ikke leve med:

- Ligesom alle andre spillere, må Emil acceptere, at fansene har en holdning til ham, til holdet og til klubben, og så må han bruge sine kræfter og sit fokus på at spille så godt som overhovedet muligt. Fansene er en vigtig del af klubben, og de har været fantastiske til at bakke holdet op - også i de perioder, hvor det ikke er gået så godt. Vi er kede af, at der blandt vores mange loyale og fantastiske fans er nogle, der er på nakken af enkelte spillere, for det er hverken godt for holdet eller for den enkelte spiller. Men det betyder ikke, at det er i orden at komme med den type kommentarer, som Emil kom med i går.

Se også: - Farvel og tak til sommer, klaphat

Emil Larsen understreger, at hans kommentar ikke var møntet på fynske tilskuere generelt.

- Det er vigtigt for mig at sige, at min kommentar efter kampen ikke var rettet mod alle fans, men mod dem, der sviner mig til undervejs i kampen. Det er dem, jeg hentyder til, for jeg ville håbe, at tilskuerne ville lægge energi i at støtte holdet frem for at svine mig til. Vi har brug for det i den situation, som vi er i, siger Emil Larsen.

Det lille ord 'undskyld' mangler dog helt og aldeles...

- Jeg er den, der er allermest irriteret over, hvordan det går for mig personligt, og jeg kan godt forstå, at folk er utilfredse med, at jeg ikke præsterer på det niveau, jeg kan. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at finde tilbage til mit topniveau, og der har jeg brug for, at fansene hjælper mig frem for at være imod mig, siger Emil Larsen.

En masse ord frem og tilbage. Men Emil Larsen beklager ikke særlig dybt, og Jesper Hansen antyder heller intet om, hvad episoden ellers har af konsekvenser.

33 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere