Det havde været en pragtfuld folkefest i forårssol på Odense Stadion, hvis det havde været pakket med tilskuere, men er der én, der netop søndag næppe savnede et fysisk publikum, må det være OB's unge målmand, Oliver Christensen.
Han leverede et vaskeægte målmandsdrop efter 23 minutter i kampen mod Randers, og det var han nok højlydt blevet mindet om i resten af kampen, hvis der havde været fuldt hus i Odense.
Chancen bød sig for Randers og Al-Hadji Kamara, da Christensen tog imod en tilbagelægning fra Alexander Juel Andersen i OB-forsvaret. Ingen fare på færde - før Christensen satte foden på bolden og uheldigvis trillede den så langt fra sig, at Kamara huggede til.
Øjensynligt forsøgte Christensen at afdrible den hurtige sierraleoner i stedet for med alle midler at få bolden ud af feltet, og det gav Kamara frit løb til mål, hvor han let og ubesværet kunne score.
Fejlen var tydeligvis en bitter pille at sluge for unge Christensen.
Han kom sig dog og leverede fine indgreb - for så sikkert at juble med en særlig glød, da først Emmanuel Sabbi og siden Mart Lieder scorede for hjemmeholdet.
OB vinder dermed kampen 2-1 og nærmer sig top-6.