Der lød en stor klapsalve fra hele stadion i Odense efter otte minutter og 17 sekunder af den sene søndagskamp mellem OB og FC Midtjylland.
Årsagen var selvfølgelig, at klublegenden Lars Høgh med 817 kampe for OB i fredags meldte ud, at han er ramt af kræft.
'Vi kæmper kamp 818 med dig! Denne redder du også Høgh', stod der desuden på OB-fansenes banner, og dagen derpå takker målmandslegenden for støtten via fanklubbens formand Brian Larsen, der har talt i telefon med Høgh.
- Han ville gerne takke alle for den fine gestus, han fik til kampen i går mod FC Midtyjlland. Både bannere og klapsalver rørte ham dybt og har en kæmpe betydning for ham. Han fortalte yderligere, at situationen omkring sygdommen er alvorlig, så han har brug for al den støtte, han kan få.
- Han sluttede samtalen af med igen at fortælle, hvilken stor betydning det har, at der bliver tænkt på ham her i Odense, skriver formanden i et opslag på fanklubbens Facebook-side.
Lars Høgh har tidligere meddelt, at han ikke selv ønsker at udtale sig om sygdommen og samtidig beder om ro omkring sig selv og sin familie.
Tidligere har både Brøndby og DBU været ude og ønske god bedring til Høgh, der ind til sygdommen har fungeret som målmandstræner begge steder.
Som aktiv blev det udover de mange klubkampe for OB også til otte A-landskampe for Danmark, hvor han blandt andet var med på det legendariske hold, der var med til VM-slutrunden i 1986.
Konflikt truer landsholdet: Nu stiller Eriksen krav
Tidligere landsholdsspiller på eventyr: Bliver træner i nystartet liga