OB-helten: Der ligger en aftale - og jeg har ikke skrevet under

Rasmus Falk sikrede sejren til et hårdtarbejdene OB-hold, og med kontraktudløb til sommer, taler alle i Odense om, om den dygtige dribler er i Odense efter transfervinduet i januar

Rasmus Falk leverede en af årets bedste OB-scoringer, da han blev matchvinder for fynboerne i overtiden mod Esbjerg. (Foto: Casper Holmenlund Christensen)
Rasmus Falk leverede en af årets bedste OB-scoringer, da han blev matchvinder for fynboerne i overtiden mod Esbjerg. (Foto: Casper Holmenlund Christensen)

ODENSE (Ekstra Bladet): Rasmus Falk viste her til aften, at han kan andet end at lave finurlige finter og smarte driblinger.

På trods af et flot efterår er han blevet kritiseret for, ikke at score nok mål. I sin måske sidste hjemmekamp, fik han lukket munden på kritikerne og vist, at han også kan score.

- Jeg synes faktisk at jeg er en god afslutter til træning og sådan, men de manglende mål har været et tema, siger Rasmus Falk til Ekstra Bladet.

Med kontraktudløb til sommer, kan han frit forhandle med interesserede klubber, når januarens transfervindue åbner, og selv om der ligger et kontrakttilbud til Rasmus Falk fra OB, tyder det på, at han er fortid i det fynske.

- Det er rigtigt, at jeg har fået et tilbud, og at jeg ikke har skrevet under, siger Rasmus Falk til Ekstra Bladet.

Om han starter op i Odense eller under varmere himmelstrøg efter vinterpausen, vil han ikke ud med.

- Jeg holder mine muligheder åbne også i OB, det er sådan set det, jeg vil sige, siger han til Ekstra Bladet.

Selv om det er ser ud til, at løbet er kørt for OB, er der garanteret mange fans der krydser fingre for, at det lykkes Kent Nielsen og Ole Bang Nielsen at overtale Rasmus Falk om, at han skal blive i Odense og spille sæsonen færdig.

Se den overdådige Falk-scoring i tv-klippet øverst i artiklen.