OB kan miste et helt hold: En fordel med mange udløb

11 spillere har kontraktudløb næste sommer, men det ser sportsdirektør Jesper Hansen ikke som et problem

Transfervinduet er lukket, men det betyder ikke, at diverse danske sportsdirektører kan smække benene op derhjemme og tænde for Netflix. Der er således nok at tage fat på; blandt andet i OB.

Her står sportsdirektør Jesper Hansen over for en stor opgave, idet hele 11 af truppens 25 spillere har kontraktudløb til sommer. Det er altså næsten halvdelen af truppen - eller et helt hold - der kan forlade klubben næste sommer, og der er tale om både erfarne spillere, talenter og lejede spillere. Jesper Hansen er opmærksom på situationen.

- Vi vil gerne skabe kontinuitet i truppen, men med en ny træner er det vigtigste, at spillerne i truppen er dedikerede i forhold til projektet, og at træneren gerne vil have spilleren i truppen. Tingene skal passe sammen, og derfor ser jeg det som en fordel, at vi har mange kontraktudløb til sommer. Det gør, at Kent Nielsen kan skifte ud, hvis han vil, for han skal være med til at vælge de spillere, der er med i projektet, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

Det er vigtigt for OB, at spillerne i truppen brænder for det nye projekt under Kent Nielsens ledelse.

- Spillerne skal dedikere sig til det, og jeg synes også, at vi er godt på vej. Vi har spillet nogle gode kampe, som gør, at vi kan have nogle forventninger til fremtiden, mener Jesper Hansen.

- Når cheftræneren taler med spillerne, skal han mærke, at de dedikerer sig til det. Det giver god mening, at det styrer en del af det. Det var også en af grundene til, at vi lavede mange korte aftaler i foråret: Vi vidste, at der ville komme en ny træner, og han skulle være med til at sætte sit præg på truppen, tilføjer han.

OB har længe ønsket at få kontinuitet i truppen, og derfor ønsker Jesper Hansen også at forlænge kontrakten med nogle af de mange spillere med udløb næste sommer.

- Vi har haft en stor udskiftning i truppen denne sommer, og nu har vi mange spillere med kontraktudløb på kort tid. Det vil vi også kigge på og se, om vi kan forlænge nogle af aftalerne, siger Jesper Hansen.

Sportsdirektøren vil ikke gå i detaljer omkring, hvilke spillere man eventuelt vil forlænge kontrakten med.

Følgende spillere har kontraktudløb i OB inden for det næste år:

Maksym Koval - Målmand - 30. 2016 (lejeaftale udløber)

Casper Radza - Målmand - 30. juni 2016

Michael Tørnes - Målmand - 30. juni 2016

Lasse Nielsen - Forsvar - 30. juni 2016

Magnus Pedersen - Forsvar - 30. juni 2016

Mohammed Diarra - Forsvar - 30. juni 2016

Azer Busuladzic - Midtbane - 30. juni 2016

Emil Larsen - Midtbane - 30. juni 2016

Lasse Kryger - Midtbane - 30. juni 2016

Anders Thomsen - Angreb - 30. juni 2016

Rasmus Falk - Angreb - 30. juni 2016

5 kommentarer
Vis kommentarer