OB leverer vanvittigt comeback

FC Nordsjælland førte 2-0 i Odense over en flok stribede fynboer, der i bogstavelig forstand var målløse – lige indtil fire minutters overtid

OB kom vanvittigt godt igen med to scoringer i slutminutterne.

ODENSE (Ekstra Bladet): Europa, Europa, Europa!

Ingen kan være i tvivl om, hvad de stribede fans drømmer om snart otte år efter, OB var lige ved at snige sig ind i Champions Leagues gruppespil – men tabte den afgørende dyst til Villarreal.

De kom ikke nødvendigvis tættere på det forjættede udland, da de hjemme reddede 2-2 mod FC Nordsjælland. Men de reddede æren og det ene point fire minutter inde i overtiden, da Bashkim Kadrii til enorm jubel kunne sparke udligningen ind på et sent straffespark.

Drømmen om Europa kan dog have trange udsigter for fynboerne, der ganske enkelt ikke scorer tilstrækkeligt med mål på de chancer, de tilspiller sig – og får foræret af modstanderne. Slutspillet har i hvert fald indtil nu ikke været nogen pointmæssig guldgrube for de fynske helte.

Sputnikkerne fra Farum og omegn spiller til gengæld med en helt anden frigjorthed end Jakob Michelsens tropper, der et par gange inden pausen måtte sende store lovprisninger i retning af den kommende FCK-keeper Sten Grytebust.

Andreas Skov Olsen headede helt fri direkte på keeperen i det 19. minut, og nordmanden fik mirakuløst sat en fodparade ind, da Godsway Donyoh trykkede af fladt med venstrebenet, og bolden richotterede mellem keeperens helt private stænger og flød fladt på tværs af mållinjen og ud til hjørnespark.

Men nordmanden var chanceløs, da Oliver Lund først præsterede en dårlig clearing og derefter totalt blev overløbet af Mads ’Mini’ Pedersen, der lod kuglen gå den ene vej omkring OB’eren og selv løb den anden, lagde en perfekt bold ind i Mikkel Damsgaards inderside og bum!

Gæsterne i front 1-0 i det odenseanske bronzeslag, hvor nordsjællænderne med sejr kunne have hevet sig selv helt ind i det hede felt af bejlere til ædelt metal og muligvis en sjov tur i Europa efter sommerferien.

Da var der spillet ni minutter af anden halvleg, og OB kunne have været i front 2-0! Først knaldede Alexander Ludwig bolden højt over mål efter fynsk hjørnespark i højre side, og kort efter missede Bashkim Kadrii i to forsøg – og genialt spillet fri af Anders K. Jacobsen – da han blev tacklet ned.

Inden pausen var det mere sparsomt med målchancer til begge hold i en kamp, hvor OB i tydelig respekt for de speedstærke modstandere mere sparkede fodbold end spillede et spil, hvor almindeligt græs gør en forskel.

Efter FCN’s scoring blev der sat yderligere tryk på kedlerne hos fynboerne, og Bashkim Kadrii burde have udlignet kort efter føringen, da han på en fejl af Ulrik Yttergård Jenssen kunne styrte alene mod Peter Vindahl Jensens bur – men FCN-keeperen rev en mesterlig fodparade ud fra repertoiret.

Han behøver bestemt ikke skamme sig over sin indsats denne langfredag, hvor kollegaen i den anden ende i det 82. minut fik en eller anden kropsdel på Andreas Skov Olsens drøn efter hjørnespark. Afslutningen røg via keeperen på stolpen og i spil igen.

Men 2-0 scoringen faldt senere. FCN udnyttede en OB-fejl i den anden ende, og Andreas Skov Olsen kunne tordne igennem på højre flanke og udplacere Sten Grytebust. OB fik reduceret i det 89. minut, da Rasmus Festersen – sekunder efter han var skiftet ind – blev spillet helt fri foran mål. Så svigter han sjældent, selv om målnæsen må være pænt rusten efterhånden.

OB pressede voldsomt til sidst og var tæt på, da Alexander Ludwig pandede bolden på overliggeren efter hjørnespark. Forløsningen faldt på et sent straffespark – de officielle fire minutters overtid var passeret med et par sekunder – da Bashkim Kadrii kunne afdrage på gælden og plaffe 2-2 hjem på straffespark.

Viktor Fischer blev igen målet for homofobiske smædesange. Denne gang udløser det dog ingen straf. Foto: Lars Poulsen Superligaen - 19. apr. 2019 - kl. 15:22 Ingen straf for ny homohån

Se også: Dansk kommentator går viralt: - En gevaldig smutter

Viktor Fischer undgik ikke homofobiske tilråb fra sine tidligere fans fra FC Midtjylland. Foto: Lars Poulsen FC Midtjylland - 18. apr. 2019 - kl. 22:20 FCM-fans afsløret på film: Ny homo-hån mod Fischer

1 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
2 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
3 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
4 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
5 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
6 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
7 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
8 af 9 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
9 af 9 OB kom vanvittigt godt igen med to scoringer i slutminutterne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
31 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere