Izunna Uzochukwu er færdig i OB.
Fynboerne meddeler tirsdag eftermiddag, at den nigerianske midtbanespiller har fået ophævet sin kontrakt med øjeblikkelig virkning.
Izunna Uzochukwu er dermed fri til at finde en ny klub, og mellem jul og nytår forlød det, at midtbanespilleren var tæt på at indgå en aftale med en kinesisk klub.
- Jeg har haft flere samtaler med Izunna omkring hans ønske om at prøve sig af i en anden liga og i en anden fodboldkultur. Vi har drøftet de muligheder, der var, og vi er nået frem til en fornuftig aftale omkring vilkårene for, at vi ville løse ham fra hans kontrakt.
- Izunna har vist stor fightervilje i sin kamp for at nå tilbage på det niveau, vi ved hans talent rækker til, og det har jeg stor respekt for. Jeg ønsker ham derfor al mulig held og lykke uanset hvor hans karriere måtte fortsætte, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.
Cheftræner Kent Nielsen mener, at nigerianeren nåede at gøre en forskel for OB i de to år, han var i klubben.
- Izunna har kæmpet hårdt for at nå tilbage til det niveau, han tidligere har haft, og det er jeg stolt over, at han er lykkedes med hos os. I efteråret har han bidraget godt med en masse fysik og defensivt arbejde, og det har medvirket til at skabe det solide udtryk, vi har haft som hold.
- Han har haft et stort ønske om at prøve sig af et andet sted, og jeg håber, at det bliver succesfuldt, og han fortsætter den udvikling, han har været i hos os, siger Kent Nielsen.
27-årige Izunna Uzochukwu nåede at spille 57 kampe og score et mål for OB.
Karantæne truer Arsenal-boss: Overfusede dommer efter straffespark